Om os Nyheder
Fra frisør-elev til international tøjdesigner

Fra frisør-elev til international tøjdesigner

17.08.2020

Marianne Jepsen Snitgaard drømte egentlig om at blive frisør, men en overfølsomhedsreaktion tvang hende til at vælge en anden retning. Den retning førte hende til designteknolog-uddannelsen på EASV i Sønderborg, og i dag arbejder hun som designer hos den internationale tekstilvirksomhed Kompagniet af 1991.

Efter folkeskolen tog Marianne Jepsen Snitgaard den fire-årige frisør-uddannelse, men måtte opgive faget efter få år, fordi hun blev overfølsom over for en række kemiske stoffer. Derfor skulle hun finde en ny uddannelse, hvor hun kunne udfolde sine kreative evner på en anden måde, og det endte med at blive designteknolog-uddannelsen på EASV i Sønderborg.

Først og fremmest var det vigtigt for mig at finde en uddannelse, hvor jeg kunne være kreativ i et fremtidig job. Med designteknolog-uddannelsen havde jeg mulighed for at få et job, hvor jeg hele tiden skal have fingeren på pulsen og følge tidens tendenser inden for mode og livsstil.

Marianne Jepsen Snitgaard
Designer ved Kompagniet af 1991 i Sønderborg og tidligere studerende på Designteknolog

Vil anbefale uddannelsen til andre

Hun var meget glad for studietiden på EASV i Sønderborg, som har givet hende et godt fagligt grundlag for at komme ud i erhvervslivet.

”Hvis man går med en drøm om at få et kreativt og dynamisk job, hvor tempoet er højt, og mulighederne er mange, så kan jeg kun anbefale designteknolog-uddannelsen på EASV. Som designteknolog har du mange forskellige jobmuligheder inden for bl.a. design, indkøb og grafik,” siger hun.

Uddannelsens opbygning er også noget af det, Marianne Jepsen Snitgaard fremhæver.

”På uddannelsen er der opgaver, som skal løses individuelt og sammen i større teams, præcis som man kommer til det ude i virksomhederne. Praktikforløbet er en vigtig del af uddannelsen, hvor man får mulighed for at komme ud i en relevant virksomhed og kan prøve det hele af,” fortæller hun.

Bruger dagligt teori fra uddannelsen

Siden Marianne Jepsen Snitgaard dimitterede fra designteknolog-uddannelsen, har hun arbejdet som designer ved Kompagniet af 1991 i Sønderborg. En international tekstilvirksomhed, der designer og producerer en række tøjbrands til kvinder og børn.

Her sidder hun i et lille designteam, der laver seks årlige kollektioner. Hendes job indebærer bl.a. inspirationsture i udlandet, sammensætning af kollektioner, tegneperioder, afprøvninger af kollektioner og udarbejdelse af salgsmateriale. Hun trækker dagligt på teorien fra designteknolog-uddannelsen.

Jeg har fået en masse med i rygsækken fra uddannelsen, som jeg bruger på forskellige måder i mit job som designer. For eksempel en god baggrundsviden omkring teknikker og processer. Da jeg startede på EASV, var jeg ikke en super god tegner, men gennem teknikker og en masse øvelse hos Kompagniet af 1991 har jeg lært det. Det var virkeligt stort for mig, første gang jeg oplevede, at noget af det, jeg havde tegnet, kom i produktion.

Marianne Jepsen Snitgaard
Designer ved Kompagniet af 1991 i Sønderborg og tidligere studerende på Designteknolog

Om uddannelsen

Designteknolog-uddannelsen giver dig indsigt i hele designprocessen lige fra idé og tegning til distribution og markedsføring inden for tøj- og tekstilindustrien. I et fremtidig job vil du kunne arbejde med den overordnede designproces eller et af leddene som fx designer, indkøber eller trendspotter.

Vil du læse til designteknolog ligesom Marianne, så kan du nå det endnu. EASV har fortsat ledige studiepladser på designteknolog-uddannelsen i Sønderborg med opstart ultimo august. Læs mere om uddannelsen og søg ind her.