Om os Nyheder
Han er der altid for hver enkelt studerende

Han er der altid for hver enkelt studerende

30.10.2020

”Undervisningen er altid relevant og inspirerende, og der bliver ikke lavet noget, som vi ikke kan bruge i praksis. Han gør alt, hvad han kan, for at forberede os bedst muligt til arbejdsmarkedet med relevante og altid realistiske opgaver.” Sådan skriver studerende Cecilie Dichmann i sin indstilling af lektor Kristian Wittrup til Årets Underviserpris på EASV 2020.

Cecilie Dichmann fra multimediedesigner-uddannelsen på EASV i Esbjerg har indstillet lektor Kristian Wittrup til titlen som Årets Underviser. Vinderen på EASV er automatisk nomineret til den landsdækkende kåring af Årets Underviser, som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag.

Kristian har stærke egenskaber inden for sit fag, og med idérige metoder i undervisningen udvikler han de studerende ved dedikeret at forsøge at få hver enkelt til at føle succes. Han formår altid at skabe et trygt miljø, hvor der er plads til alle, og hvor alle processer ses som udvikling og læring.

Cecilie Dichmann
Studerende på multimediedesigner-uddannelsen i Esbjerg

Kreativ undervisning og konstruktiv feedback

Hun fremhæver også Kristian Wittrups evne til at sørge for, at man som studerende aldrig går hjem med følelsen af at have haft en dårlig dag eller en følelse af ikke at kunne præstere.

”I alle opgaver og undervisningstimer er der altid en konstruktiv feedback, der specifikt forklarer, hvordan man kan forbedre sig,” uddyber hun.

Kristian Wittrup får også ros for en kreativ og innovativ tilgang, der gør, at han hele tiden formår at udvikle sin undervisning. Og så er han der altid for de studerende, skriver Cecilie Dichmann:

”Kristian har en stor og betydelig rolle for klassen. Han er altid til rådighed, også selvom det ikke drejer sig om hans fag. Man kan altid komme til Kristian og forvente at få den hjælp, man ønsker.”

Cecilie Dichmann er også begejstret for, at Kristian Wittrups undervisning er praktisk orienteret:

”Vi ender altid med et færdigt udviklet produkt, som gør, at man får endnu mere blod på tanden. Selvom opgaverne ikke altid er nemme, er der altid hjælp at hente, og alle kommer i mål.”

Kristian Wittrup er én af de i alt fem undervisere, der er indstillet til Årets Underviserpris på EASV 2020. Vinderen bliver kåret af en jury bestående af EASV’s bestyrelsesformand, rektor, campuschef i Sønderborg, en underviser og en studerende.

Blå bog

Kristian Wittrup er 38 år og bor i Esbjerg. Han har en Master i IT fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som webudvikler på forskellige reklamebureauer. I fritiden er han crossfit- og træningsinstruktør og interesserer sig desuden blandt andet for mad og madlavning, have, skønlitteratur, musik, familie, venner, astronomi og Pepsi Max. Han har også mange IT-interesser inden for både webudvikling, design, ting og trends, systemer, applikationer og programmering.

Om sig selv som underviser siger Kristian Wittrup blandt andet:

”Jeg har det godt med at være guiden, der skal dele viden med andre. EASV har ændret mit syn på arbejde som noget, der bare skulle overstås, til noget der også er min hobby, og som jeg ser frem til hver dag. Jeg har fået muligheder for selv at lære nyt og konvertere det til undervisningsforløb for de studerende, så de får den nyeste viden. Jeg nyder at hjælpe hver enkelt studerende og at se dem blive bedre og klogere. Og så har jeg nogle fantastiske kolleger.”

Fakta om Årets Underviserpris

EASV har de seneste syv år i træk haft Danmarks mest tilfredse studerende blandt alle landets Erhvervsakademier. Det skyldes ikke mindst et utrolig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede undervisere. Dem vil vi gerne anerkende – og det vil vores studerende heldigvis også.

Derfor har vi de seneste år deltaget i Uddannelses- og Forskningsministeriets hædring af den mest inspirerende og engagerende underviser. Det sker ved, at de studerende på EASV har mulighed for at indstille deres kandidat til “Årets Underviserpris på EASV”.

Vinderen går videre til den nationale finale og kampen om titlen “Årets Underviser”, der udover hæderen udløser en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner går til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende erhvervsakademi. Fem undervisere er indstillet til “Årets Underviser på EASV 2020”. De er:

  • Lektor Kristian Wittrup, Esbjerg
  • Lektor Anne Maj Nafar, Sønderborg
  • Lektor Mia Post-Lundgaard, Esbjerg
  • Campuschef og underviser Jesper Axelsen, Sønderborg
  • Lektor Søren Hansen, Sønderborg