I de sidste par år har den internationale it-virksomhed Trifork ansat adskillige softwareudviklere fra EASV i Esbjerg. Martin Rasmussen er en af dem, og efter fire år i virksomheden, hvor han har løst opgaver for virksomheder som Danfoss og LEGO, bliver han stadig klogere på nye aspekter af softwareudvikling hele tiden. Nu vil han gerne arbejde med ledelse.
For Martin Rasmussen har de fire år i den internationale it-virksomhed Trifork været en naturlig fortsættelse af den udvikling, der startede på EASV. Mange softwareudviklere finder sig et nyt job i gennemsnit hvert femte år, men Martin Rasmussen har ingen planer om at forlade Trifork i den nærmeste fremtid.
Udvikling af både software og kompetencer
I en virksomhed med 700 ansatte i 10 lande er der masser af udviklingsmuligheder.
”Da jeg begyndte at arbejde hos Trifork, vidste jeg ikke helt præcist, hvad jeg ville bruge min uddannelse til. Derfor var det dejligt at komme ind i en virksomhed, hvor man har masser af muligheder for at prøve og arbejde med forskellige opgaver. Man arbejder sig vej igennem forskellige udviklingsaspekter, herunder iOS, Android, web, back-end osv.,” forklarer han.
Martin Rasmussen arbejder også som teamleder og projektleder, og disse ansvarsområder har givet ham blod på tanden til at udvikle sig yderligere, men ikke kun inden for it-området.
”Det er meget spændende at arbejde på ledelsesniveau og definere arbejdsretninger. Det vil jeg gerne arbejde mere med samtidig med, at jeg stadig arbejder med at udvikle vores software,” tilføjer Martin Rasmussen.
Softwareudvikler for Danfoss og andre
I en alder af kun 27 år har han allerede fire års praktisk erhvervserfaring og en professionsbachelor i Software Development, så han har stadig masser af tid til at udvikle sine ledelsesevner. Og Trifork, hvor mange softwareudviklere fra EASV arbejder, tilbyder masser af udviklingsmuligheder.
Trifork er en konsulentvirksomhed og arbejder både som udviklingspartner for en lang række store virksomheder og som teknisk diskussionspartner for de interne it-afdelinger i virksomhederne. Danfoss og LEGO er blot nogle af Triforks kunder. Martin Rasmussen var ansat som studentermedhjælper hos netop LEGO, da han for første gang hørte om Trifork. I dag er Danfoss en af hans vigtigste softwareudviklings-kunder hos Trifork.
Jeg udvikler forskellige forbrugerapplikationer for eksempel Danfoss Eco og andre varmestyringsapps med termostatintegration. Jeg har også udviklet flere webløsninger til virksomheden, og jeg kan virkelig godt lide at arbejde på forskellige løsninger for forskellige kunder i et og samme job.
Martin RasmussenSoftwareudvikler hos Trifork og tidligere studerende på Software Development
Om uddannelsen
Uddannelsen i softwareudvikling bygger videre på din uddannelse som datamatiker. Uddannelsen er ideel for dig, der gerne vil designe og konstruere store it-systemer. Du lærer at håndtere back-enden på store distribuerede it-systemer, baseret på store databaser.
Efter uddannelsen kan du få job som fx softwareudvikler, backend-udvikler eller systemintegrator.
Læs mere om uddannelsen her.