Om os Nyheder
Ny uddannelse i cybersikkerhed på vej til Esbjerg

Ny uddannelse i cybersikkerhed på vej til Esbjerg

10.04.2025

Fra sommeren 2026 kan studerende tage en helt ny professionsbachelor i cybersikkerhed på EASV i Esbjerg.

Cybersikkerhed er en afgørende kompetence i en tid, hvor digitale trusler konstant udvikler sig.

Stig Salskov Iversen
Uddannelseschef, IT & Medier

Uddannelsen er netop blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet og skal imødekomme det stigende behov for specialiserede kompetencer inden for cybersikkerhed – både i Sydvestdanmark og på landsplan.

”Det er en fantastisk nyhed, som både vi og erhvervslivet i Sydvestdanmark har ventet på. Cybersikkerhed er et område, hvor behovet for højt kvalificerede medarbejdere er massivt, og det glæder os at kunne tilbyde en uddannelse, der matcher de kompetencekrav, virksomhederne efterspørger,” jubler en stolt rektor Henrik Larsen.

Fleksibel opbygning med flere muligheder

Uddannelsen bliver udbudt på dansk og giver de studerende fleksibilitet i deres studieforløb. Efter to år kan man vælge at afslutte med en erhvervsakademiuddannelse i operationel cybersikkerhed – eller fortsætte til en fuld professionsbachelor.

”Cybersikkerhed er en afgørende kompetence i en tid, hvor digitale trusler konstant udvikler sig. Vores uddannelse udstyrer de studerende med både tekniske og forretningsmæssige færdigheder, så de effektivt kan bidrage til at beskytte forretningskritiske systemer og samfundskritisk infrastruktur i både private virksomheder og offentlige organisationer,” forklarer Stig Salskov Iversen, uddannelseschef for IT & Medier på EASV.

En styrkelse af regionens digitale profil

Med den nye uddannelse ønsker EASV at bidrage aktivt til at styrke IT-kompetencerne i regionen og samtidig tiltrække flere unge til området.

”Det her er virkelig en kæmpe sejr for EASV! Vi lancerer en topmoderne uddannelse, der rammer lige ned i erhvervslivets behov – både lokalt og nationalt. Det er præcis den slags udvikling, vi skal levere som erhvervsrettet uddannelsesinstitution,” siger bestyrelsesformand Johanne Marie Gregersen.

Uddannelsen i cybersikkerhed er en del af EASV’s strategi om at tilbyde relevante og efterspurgte videregående uddannelser i tæt samspil med erhvervslivet.

Mere information om uddannelsens indhold, adgangskrav og optag vil blive offentliggjort på easv.dk i løbet af 2025.

IT & Medier

Uddannelsesoversigt