Om os Nyheder
Finansøkonom er årets mest populære uddannelse på Erhvervsakademi SydVest

Finansøkonom er årets mest populære uddannelse på Erhvervsakademi SydVest

28.07.2017

Ventetiden er forbi. 691 studerende er i morges vågnet op til den glædelige nyhed, at de er blevet optaget på Erhvervsakademi SydVest og skal starte deres videregående uddannelse til september i Esbjerg og Sønderborg. Ligesom sidste år falder valget på de uddannelser, hvor der er gode muligheder for job.

Årets absolutte topscorer på Erhvervsakademi SydVest er uddannelsen til finansøkonom. 33 ansøgere er blevet optaget på uddannelsen i Sønderborg og 86 i Esbjerg. Én af de ansøgere, der er blevet optaget på uddannelsen er 21-årige Lasse Haberlandt, der bor i Sønderborg. Lasse håber, at han efter endt uddannelse kan få job hos Skat eller kommer til at arbejde med financial management.

Uddannelse lig med fremtid
Lasse har taget en HHX, og han har ikke været i tvivl om at han gerne ville fortsætte i den retning, så da en kammerat anbefalede ham finansøkonomuddannelsen i Sønderborg søgte han ind.

Jeg synes uddannelsen er attraktiv, fordi den kun varer to år og samtidig er der gode jobmuligheder og god løn. Derudover giver uddannelsen mig mulighed for at læse videre, og det kan jeg godt lide.

Lasse Haberlandt
Kommende studerende på finansøkonom

For nyuddannede finansøkonomer er den gennemsnitlige arbejdsløshed på kun 8 %.

Uddannelser tæt på
På Erhvervsakademi SydVest kommer mange af de studerende fra regionen, og det er rektor Henrik Larsen glad for:
–    Vi er sat i verden for at uddanne til det regionale erhvervsliv. Vi ved, at stort set alle af vores dimittender også finder jobs i regionen. Hvis de unge mennesker først flytter fra området er de sværere at tiltrække når de er færdiguddannede.

For Lasse var det også vigtigt, at han kunne søge uddannelse tæt på sit hjem.
–    Jeg bor i Sønderborg og jeg kommer oprindeligt fra Sønderjylland, så det er dejligt at jeg kan have min familie og venner tæt på, mens jeg studerer, fortæller Lasse.

Serviceøkonom godt fra start
Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg har for allerførste gang udbudt uddannelsen til Serviceøkonom. Her bliver 23 studerende optaget og det er en tilfreds rektor, der glæder sig til at tage imod de studerende på den nye uddannelse.
–    Vi er meget tilfredse med at kunne optage 23 studerende på en helt ny uddannelse. Det varer ofte et par år, før en uddannelse for alvor har bidt sig fast og de uddannelsessøgende kender til muligheden, fortæller Henrik Larsen.

Erhvervsakademi SydVest har i år haft 5 % flere ansøgere i forhold til sidste år. Desværre sætter en række begrænsninger fra Uddannelses- og forskningsministeriet en stopper for flere unges uddannelsesønske og akademiet er i år nødt til at afvise flere ansøgere.
–    Vi er generelt set tilfredse med optaget, taget i betragtning at vi må optage 75 færre studerende i forhold til sidste år. Det ærgrer os derfor, at vi ikke kan optage flere, når vi har fremgang i antallet af ansøgere, udtaler rektor Henrik Larsen.

Ledige pladser
Skulle der være nogen derude, der ikke har fået søgt i tide eller ikke er blevet optaget på en uddannelse er der stadig mulighed for at starte uddannelse til september. Selvom en uddannelse umiddelbart er fuldt booket kan der være ansøgere, der ikke ønsker pladsen alligevel, og det er derfor altid en god idé at ringe til Erhvervsakademi SydVest.

Fakta

  • Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg og Sønderborg optager 691 studerende mod 731 sidste år.
  • Erhvervsakademi SydVest udbyder følgende uddannelser: Bygningskonstruktør, Byggekoordinator, Datamatiker, Designteknolog, Driftsteknolog Offshore, Finansøkonom, Installatør, Markedsføringsøkonom, Multimediedesigner, Produktionsteknolog, Serviceøkonom, Design & Business, International Sales & Marketing, Softwareudvikling og Webudvikling, Teknisk Manager Offshore