Uddannelsen gjorde Søren klar til virkeligheden som bygningskonstruktør
Nyhed
Når kroppen begynder at gøre ondt, allerede inden man har rundet de 30 år, er det en god idé at overveje sin fremtid. Det gjorde Søren Damgaard Jørgensen. Han vidste, at han gerne fortsat ville arbejde inden for byggeriet, men arbejdet som tømrer kunne han ikke blive ved med at holde til.
“Jeg begyndte at søge efter jobmuligheder, som ikke var så fysisk hårde, men hvor jeg stadig kunne bruge min faglige baggrund som tømrer. Jeg havde allerede været sjakbajs på flere projekter, men jeg havde ikke den uddannelsesmæssige baggrund,” fortæller han.
Fra byggeplads til skolebænk
Det besluttede han sig for at gøre noget ved og søgte ind på uddannelsen som bygningskonstruktør på EASV i Esbjerg. Overgangen fra byggeplads til skolebænk var brat.
“Man skal pludselig vænne sig til at sidde stille, men når det er spændende, er det ikke det store problem,” siger Søren Damgaard Jørgensen og nævner en anden, næsten større, udfordring:
“Og så skulle jeg jo pludselig til at lave noget fysisk i min fritid. Det var ikke nødvendigt før.”
Og det var ikke kun fysikken, han skulle være ekstra opmærksom på, da begyndte på uddannelsen. Også økonomien blev udfordret, men Søren Damgaard Jørgensen understreger at selvom man har tre børn, kan det godt lade sig gøre at få det til at hænge sammen.
“Hvis bare man er villig til at leve lidt sparsomt,” som han udtrykker det. Han har været glad for uddannelsen og ikke mindst de muligheder, den har givet ham.