Om os Nyheder
Vi har Danmarks mest tilfredse studerende

Vi har Danmarks mest tilfredse studerende

19.01.2017

Erhvervsakademi SydVest har Danmarks mest tilfredse studerende, både på fuldtidsuddannelserne og efteruddannelserne er vi helt i top. Det viser analysebureauet Ennovas undersøgelse om studieglæde, udbytte og loyalitet blandt flere end 20.000 studerende på 10 videregående uddannelsesinstitutioner, primært erhvervsakademier.

For henholdsvis sjette og syvende år i træk er de studerende på Erhvervsakademi SydVest landets mest tilfredse studerende. Det er sjette år i træk, at de fuldtidsstuderende på EASV sender akademiet med adresser i Esbjerg og Sønderborg til tops i den nationale undersøgelse over tilfredshed med både undervisningen og akademiet som helhed, og syvende gang at efteruddannelsen får den flotte placering.

 

Vi har glædet os hver eneste gang, undersøgelsen er blevet offentliggjort i de seneste syv år. Akademiets undervisere og øvrige medarbejdere yder en stor og ihærdig indsats hver eneste dag for at skabe de bedst tænkelige rammer omkring uddannelse af kvalificeret arbejdskraft til det syd- og sønderjyske erhvervsliv. De studerendes svar i undersøgelsen er en anerkendelse af den indsats, så der er stor ros til samtlige medarbejdere.

Henrik Larsen
Rektor

Selv den bedste kan blive endnu bedre
I den årlige undersøgelse svarer de studerende på en lang række spørgsmål om generel studieglæde, udbytte af undervisningen og loyalitet i forhold til det akademi, de studerer på. Og EASV nøjes ikke med at bevare sin førsteplads fra de foregående fem år. På alle tre parametre, studieglæde, udbytte og loyalitet, viser undersøgelsen det bedste resultat nogensinde.

Blandt Erhvervsakademi SydVests 16 forskellige fuldtidsuddannelser er de studerende på installatøruddannelsen, international handel og markedsføring samt bygningskonstruktøruddannelsen de mest tilfredse.

En styrke for hele Syd- og Sønderjylland
Det er ikke kun EASV, medarbejderne og de studerende, der kan bruge undersøgelsen til noget, mener rektoren. Hele regionen kan tage resultaterne til sig og være stolte

“Det siger jo også noget generelt om, at vi virkelig kan noget her i Syd- og Sønderjylland. De studerende får noget ud af at være her, og det er ikke kun en anerkendelse af EASV, men af hele det syd- og sønderjyske område, vi dækker. Vi ved, at uddannelser af høj kvalitet er afgørende for udviklingen af arbejdsmarkedet i området, og det er vi stolte af at bidrage til,” siger Henrik Larsen.