Om os Nyheder
Årets underviser på EASV er fundet

Årets underviser på EASV er fundet

18.01.2023

Det kan tage mange år at finde den rette hylde, men derfor behøver man ikke at spilde tiden. Det er Årets Underviser på Erhvervsakademi SydVest 2023, Klaus Tissot Thinggaard et godt eksempel på. Efter en lang karriere hos bl.a. Deloitte og SKAT uddannede han sig til bygningskonstruktør, og som adjunkt på EASV har han nu forenet sin interesse for byggeri med sin passion for at udvikle mennesker.

Det er absolut ingen overdrivelse, når de studerende, der har indstillet Klaus Tissot Thinggaard til Årets Underviserpris 2023 på EASV, bl.a. fremhæver hans store erfaring fra det virkelige liv. Den 49-årige adjunkt på Byggeri & Teknologi havde hele to karrierer med i tasken, da han for knapt to år siden startede endnu en som underviser på EASV i Sønderborg og Esbjerg.

Byggeri og mennesker


– Jeg fandt lidt sent ud af, at jeg egentlig lavede det forkerte, siger Klaus Tissot Thinggaard, der efter mange år og en række ledende stillinger hos bl.a. SKAT, lidt tilfældigt endte som servicechef med ansvar for vedligehold af bygninger. Tre år senere begyndte han på uddannelsen til bygningskonstruktør.

– Jeg blev klar over, at jeg virkelig interesserede mig for byggeri og endnu mere for det at bygge i stedet for at vedligeholde, fortæller han.

Han brugte uddannelsen i tre år som entreprise- og byggeleder, indtil EASV søgte en ny underviser til bygningskonstruktøruddannelsen.

– Det var den oplagte mulighed for mig til at kombinere min interesse for byggeri med min passion for at udvikle mennesker. De studerende er et sted i livet, hvor de skal finde deres rette hylde, og det giver mig så meget, at hjælpe dem i den proces, forklarer Klaus Tissot Thinggaard.

”Hård og kontant”

Og det gør han så godt, at flere studerende indstillede ham til prisen som Årets Underviser på EASV 2023.

– Han har helt vildt godt styr på sine ting og er godt forberedt til undervisningen. Han virker hård til en start, men lige så så snart undervisningen er i gang, vil han gøre sit bedste for, at du bliver den bedste. Han har flere gange brugt sine fridage på at hjælpe os, og han svarer altid hurtigt på mail, uanset om han er hjemme eller på skolen, skriver en af de studerende, Emil Bach-Petersen, blandt andet.

En anden, Jonas Høgh Stoltenborg skriver:

– Har styr på alt, hvad der bliver undervist i. Dette er en videregående uddannelse, og det kan man mærke når man har Klaus. Der bliver ikke lagt skjul på, at man får travlt, og at man skal hænge i.

– Vi skal uddanne de unge til at blive gode professionelle. Hvis ikke vi stiller krav, så får de et kulturchok, når de kommer ud i virksomhederne bagefter.

Klaus Tissot Thinggaard
Adjunkt

Erhvervserfaring i frisk erindring

Det kan uddannelsesdirektør på EASV, Anne Mette Tønnesen, der også har siddet med i juryen til Årets Underviserpris, godt skrive under på.

– Klaus er en relativt ny underviser, og han har stadig sin praksis og erhvervserfaring i frisk erindring. Som person er han utrolig struktureret og har et godt overblik, og så er han en naturlig autoritet, siger hun.

Selv siger Klaus Tissot Thinggaard:

– Vi skal uddanne de unge til at blive gode professionelle. Hvis ikke vi stiller krav, så får de et kulturchok, når de kommer ud i virksomhederne bagefter.
Han er stolt af titlen og glæder sig til dermed at repræsentere EASV i kampen om den landsdækkende pris som Årets Underviser. En pris, som i øvrigt sidste år gik til netop Årets EASV-underviser, Jeppe Moritz Led og lyder på 500.000 kroner.

– Klaus er en relativt ny underviser, og han har stadig sin praksis og erhvervserfaring i frisk erindring. Som person er han utrolig struktureret og har et godt overblik, og så er han en naturlig autoritet.

Anne-Mette Tønnesen
Uddannelsesdirektør og jurymedlem

Juryen

Her kan du se dommerjuryens medlemmer:

  • Uddannelsesdirektør Anne-Mette Tønnesen
  • Rektor Henrik Larsen
  • Campuschef Jesper Mølgaard Axelsen
  • Årets Underviser 2022 og lektor Jeppe Moritz Led
  • Studerende Kristian Hjorth Findsen