Som salgsassistent følte Amalie Kronvold Olsen, at hun manglede kompetencer for at kunne udføre sit job fuldt ud. De kompetencer fik hun på designteknolog-uddannelsen på EASV i Sønderborg. I dag er hun butiksansvarlig og indkøber i en lokal tøjbutik og drømmer om sin egen butik med sit eget brand.
Amalie Kronvold Olsen er uddannet salgsassistent med speciale i tekstil, hvor hun har lært alt det basale, om at stå i butik og sælge tøj. Alligevel følte hun sig ikke klædt godt nok på til at vejlede kunderne i deres køb, og derfor søgte hun ind på designteknolog-uddannelsen på EASV i Sønderborg.
”Jeg valgte designteknolog-uddannelsen, fordi jeg med min uddannelse som salgsassistent følte, jeg manglede aktuel viden om de produkter, som jeg hver dag skulle sælge. Samtidig har jeg en drøm om at åbne min egen butik, og den drøm følte jeg netop, at designteknolog-uddannelsen kunne hjælpe mig hen imod,” fortæller hun.
Uddannelsen levede op til forventningerne
Forventningerne til uddannelsen var store, da Amalie Kronvold Olsen startede på EASV i Sønderborg, og dem fik hun indfriet undervejs på uddannelsen.
”Studiemiljøet på EASV er godt, og der er et super fællesskab. Akademiet har en fin beliggenhed med gode klasselokaler, og underviserne er virkelig dygtige med den nødvendige erhvervserfaring. Jeg kan kun anbefale andre at tage designteknolog-uddannelsen på EASV, og jeg synes, det er super fedt, at man har muligheden for at tage en uddannelse som denne i Sønderborg,” siger hun og fortsætter:
Jeg elskede mit praktikforløb, der afsluttede uddannelsen på en rigtig god måde, fordi jeg fik lov til at bruge alt det, jeg havde lært i undervisningen i praksis. Teorier og viden som jeg også i den grad bruger i mit job i dag.
Amalie Kronvold OlsenButiksansvarlig og indkøber hos butik Jim P. og tidligere studerende på Designteknolog
Bruger dagligt viden fra uddannelsen
Efter designteknolog-uddannelsen fik Amalie Kronvold Olsen et tilbud om at blive butiksansvarlig og indkøber i en lille privatejet butik, Jim P., i gågaden i Sønderborg. I dag har hun ansvaret for butikkens daglige drift og varetager opgaver som kundebetjening, opdatering og vedligeholdelse af webshoppen, deltagelse på messer, indkøb af varer og den daglige kontakt med leverandører.
”På uddannelsen har jeg fået viden omkring hele designprocessen lige fra idé til endeligt produkt, og det er viden, som jeg dagligt bruger i mit nuværende job. Min viden omkring kompositionen af tøjet og alt fra kvalitet og syninger til pasform er vigtig for at kunne give kunden en god vejledning, og jeg bruger Adobe-programmerne i mit arbejde med vores webshop. Alt i alt føler jeg, at jeg har fået rigtig meget ud af den indsigt, jeg har fået i modeindustrien ved at tage en uddannelse som designteknolog,” fortæller hun.
Amalie Kronvold Olsen er rigtig glad for sit job hos Jim P., som byder på mange spændende udfordringer hver dag. Drømmen om at starte sin egen butik har hun dog stadig.
”Min drøm er fortsat at åbne min egen lille butik både med eksterne leverandører og mit eget brand. Mit nuværende job og uddannelsen som designteknolog er en rigtig god kombination, som giver mig viden og erfaring til at opfylde den drøm, når tiden er rigtig,” afslutter Amalie Kronvold Olsen.
Om uddannelsen
Designteknolog-uddannelsen giver dig indsigt i hele designprocessen lige fra idé og tegning til distribution og markedsføring inden for tøj- og tekstilindustrien. I et fremtidig job vil du kunne arbejde med den overordnede designproces eller et af leddene som fx designer, indkøber eller trendspotter.
Læs mere om uddannelsen her.