Om os Nyheder
Anders har hele verden som arbejdsplads

Anders har hele verden som arbejdsplads

13.08.2020

I en alder af 27 år har Anders Sølbæk allerede en lang uddannelseshistorik bag sig. Han startede som elektriker og har nu afsluttet en kandidat i Sikkerhed & Risikostyring. I dag arbejder han som Electrical Engineer hos Semco Maritime A/S i Esbjerg og rejser hele verden rundt.

Anders Sølbæk er en målrettet ung mand. Kort tid efter han havde afsluttet sin elektriker-uddannelse, startede han på el-installatør-uddannelsen på EASV i Esbjerg. Efterfølgende valgte han at læse videre, samme sted, på professionsbacheloren Teknisk Manager Offshore.

”Teknisk Manager Offshore-uddannelsen lagde i naturlig forlængelse af min uddannelse som el-installatør. Jeg valgte at læse videre på uddannelsen for at få en større ledelsesmæssig og tværfaglig forståelse af det tekniske fag,” siger Anders Sølbæk.

Studerende og underviser på samme tid

Han var meget glad for sin studietid og har svært ved at sige noget negativt om uddannelsen.

Underviserne på EASV er meget nærværende og kender den enkelte studerende i modsætning til på universitet. Der bliver afholdt gode innovationsforløb på tværs af de forskellige uddannelser, og det giver mange bekendtskaber mellem studieretninger og nationaliteter. Flere forskellige tekniske uddannelser giver adgang til Teknisk Manager Offshore-uddannelsen, og det giver et godt samspil mellem de studerende på uddannelsen, fordi vi kommer med hver vores tekniske baggrund.

Anders Sølbæk
Electrical Engineer ved Semco Maritime A/S i Esbjerg og tidligere studerende på Teknisk Manager Offshore

Sideløbende med sit eget studie på EASV fungerede han også som timeunderviser i de el-tekniske fag på uddannelserne el-installatør og Teknisk Manager Offshore.

”I slutningen af min uddannelse til el-installatør blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at undervise, mens jeg læste videre, fordi EASV havde problemer med at finde undervisere til de el-tekniske fag. Jeg sagde ja tak til udfordringen, og så kørte det sådan i to år. Jeg synes det var en spændende udfordring ikke kun at få viden som studerende, men også give viden videre som underviser. En ting er jo at forstå noget selv, noget andet er at kommunikere det videre til andre,” siger Anders Sølbæk.

Ikke færdig på skolebænken

Efter Anders Sølbæk afsluttede Teknisk Manager Offshore uddannelsen, fik han job som Electrical Engineer hos Semco Maritime i Esbjerg, der er en af Danmarks førende leverandører til offshore- og energi-sektoren i Danmark og udlandet. Semco Maritime har afdelinger i flere dele af verden, og jobbet bringer Anders Sølbæk på opgaver i mange forskellige lande, lige fra Tyskland til Singapore.

Mit arbejde består i at designe, konstruere og vedligeholde offshore transformerstationer til offshore vindparker. Det er komplekse systemer, som kræver en høj grad af planlægning og sikkerhedsovervejelser over for både personale og miljø. Derudover har jeg meget kontakt med de øvrige ingeniører, for at kunne håndtere grænsefladerne mellem de forskellige systemer, så det samlede komplekse system kan fungere og levere den energi, som havvindmøllerne producerer til land.

Anders Sølbæk
Electrical Engineer ved Semco Maritime A/S i Esbjerg og tidligere studerende på Teknisk Manager Offshore

Trods det spændende job hos Semco Maritime følte Anders Sølbæk ikke, at han var færdig med at sidde på skolebænken.

”Jeg valgte at læse en kandidatuddannelse i Sikkerhed & Risikostyring på Aalborg Universitet i Esbjerg samtidig med, at jeg fortsatte mit ingeniørjob på deltid. Nu har jeg netop afsluttet min kandidat og er tilbage på fuld tid hos Semco Maritime,” fortæller han.

Om uddannelsen

Teknisk Manager Offshore-uddannelsen er en professionsbachelor som bygger ovenpå uddannelserne produktionsteknolog, el-installatør og driftsteknolog. På uddannelsen bliver du bl.a. uddannet til at kunne varetage ledelsesopgaver inden for personale, miljø og sikkerhed både i offshore- og onshorebranchen.

Vil du læse til Teknisk Manager Offshore ligesom Anders, så kan du nå det endnu. EASV har fortsat ledige studiepladser på Teknisk Manager Offshore-uddannelsen med opstart ultimo august. Læs mere om uddannelsen og søg ind her.