Anne-Katrine Strunk Hansen er i gang med sidste semester på finansøkonom-uddannelsen på EASV i Esbjerg. Hun mangler at skrive sin hovedopgave, men det kan hun tage forholdsvis roligt. Når hun er færdig til sommer, begynder hun i en stilling hos Blue Water Shipping A/S, som hun har indstillet til Årets EASV Praktik 2021.
Det giver en vis ro i maven, når man er sikker på et job efter sin uddannelse. Det gælder også for Anne-Katrine Strunk Hansen, der skal begynde hos Blue Water Shipping, når hun til sommer er færdiguddannet finansøkonom fra EASV i Esbjerg.
God forberedelse og opstart
Hun kommer dog ikke til at begynde på bar bund. Hendes praktikperiode i forbindelse med uddannelsen foregik samme sted, og det forløb har ikke alene sikret Anne-Katrine Strunk Hansen en fuldtidsstilling, men også Blue Water Shipping en indstilling til Årets EASV Praktik 2021.
Jeg har indstillet virksomheden, fordi jeg var superglad for min praktik. Både modtagelsen og hele forløbet var rigtig godt planlagt, og jeg kom godt rundt i alle aspekter af arbejdet i finansafdelingen. Og så er der bare generelt et rigtig positivt miljø hos Blue Water Shipping med gode kolleger og god stemning på kontoret.
Anne-Katrine Strunk HansenStuderende, finansøkonom-uddannelsen, EASV i Esbjerg
I sin indstilling skriver Anne-Katrine Strunk Hansen blandt andet:
”Allerede inden min praktikstart havde virksomheden været i kontakt med skolen med henblik på at give mig den bedst mulige praktik. Og selvom jeg først skulle starte i januar, blev jeg inviteret til opstartsmøde i december, hvor vi fik forventningsafstemt praktikken. Der blev således tilrettelagt et praktikophold med plads til mine input i forhold til mine mål og interesser.”
Både personlig og faglig udvikling
Anne-Katrine Strunk Hansen roser også den on-boarding, der hurtigt og struktureret gav hende et indblik i hele virksomheden. Og selvom hun allerede inden uddannelsen på EASV har en forholdsvis lang erfaring på arbejdsmarkedet, har hun udviklet sig i praktikken – også på det personlige plan, skriver hun i sin indstilling.
Praktikperioden hos Blue Water Shipping har givet mig en ny tilgang til tingene om at gå ind til opgaverne med nysgerrighed og oprigtighed for at tilegne mig ny viden. Det har været medvirkende til, at jeg har fået et netværk med mange mennesker på kontoret og har været en del af dagligdagen. Praktikopholdet har været en kontinuerlig proces, hvor jeg har udviklet mig både personligt og fagligt.
Anne-Katrine Strunk HansenStuderende, finansøkonom-uddannelsen, EASV i Esbjerg
Teorien fra uddannelsen på EASV, for eksempel omkring afstemning af debitorer og kreditorer, har hun kunnet koble til de daglige arbejdsopgaver i virksomheden, og desuden har Anne-Katrine Strunk Hansen blandt andet arbejdet selvstændigt med opsætning af Power BI.
Hun er tilknyttet Blue Water Shipping nogle timer om ugen, mens hun skriver sin hovedopgave på EASV, og når opgaven er afleveret og uddannelsen afsluttet, begynder hun på fuld tid hos den globale shippingvirksomhed.
Vinderen af Årets EASV Praktik 2021 bliver kåret den 22. april og skal repræsentere EASV i landsfinalen den 10. maj.