Erhvervsakademi SydVest har gjort noget af et scoop for Esbjerg. Den 8. oktober er akademiet vært for EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, og det radikale medlem af Europaparlamentet, årets energipolitiker, Morten Helveg Petersen. Både studerende og erhvervsledere får mulighed for at møde de to EU-profiler.
Det er to markante politiske profiler, der den 8. oktober gæster Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager kan med en vis ret betegnes som det tætteste, Danmark kommer på at have international, politisk rockstjerne. Hun får følgeskab af medlem af Europaparlamentet, Morten Helveg Petersen, der er blevet kåret som Årets Energipolitiker.
Aktuelt og relevant for Esbjerg
De to skal først mødes med en gruppe på 150 af EASV’s studerende og dernæst med repræsentanter for Esbjergs erhvervsliv i skikkelse af medlemmer af byens VL-grupper (virksomhedsleder-netværk).
Henrik Larsen som står bag besøget påpeger, at Vestager og Helveg både er højaktuelle og meget relevante for Esbjerg af flere årsager:
“Margrethe Vestager har som konkurrencekommissær i den grad formået at gøre EU og kommissionen synlig og interessant. De sager, hun tager fat i, får stor indflydelse på det erhvervsliv, de studerende inden længe bliver en del af. Morten Helveg Petersen fokuserer skarpt på energipolitikken, hvilket må siges at være yderst relevant for Esbjerg. Det er selvfølgelig også interessant for byen, der har tradition for tæt samhandel med England, at få lejlighed til at drøfte Brexit med to fremtrædende EU-profiler,” uddyber Henrik Larsen.
Vi er ret stolte over, at det er lykkedes at lokke to så markante europæiske profiler til Esbjerg og til EASV
Henrik LarsenRektor for Erhvervsakademi SydVest
Hvor skal energien komme fra?
Arrangementet med Vestager og Helveg har overskriften “Hvor er Europa på vej hen” og undertitlen “Og hvor skal energien komme fra?” Undertitlen handler både bogstaveligt talt om energipolitik og om den menneskelige energi, der skal føre EU-projektet videre.
I en tid, hvor en anden by, med god ret, har fået stor bevågenhed omkring besøg af en anden politisk superstjerne, glæder Henrik Larsen sig over, at Esbjerg også kan lokke internationale, politiske profiler til byen.
“Det kan godt være, Kolding i den seneste tid er løbet med meget opmærksomhed, fordi de får besøg af Barack Obama. Det er også al ære værd. Men Margrethe Vestager har også rigtig mange invitationer liggende, og hun har valgt at tanke ja til vores. Det er vi ret stolte af. Og så er det tilmed gratis for de inviterede gæster at deltage i vores arrangement,” slutter EASV’s rektor med et glimt i øjet og slet skjult hentydning til de femcifrede billetpriser for at møde den tidligere amerikanske præsident i Kolding.
Margrethe Vestager og Morten Helveg Petersen besøger EASV mandag den 8. oktober fra kl. 13-15.
Fra kl. 13-14 debatterer de med en gruppe på 150 studerende, og fra kl. 14-15 mødes de med medlemmer af Esbjergs VL-grupper.