Christian Sigersted har ikke ligefrem taget den direkte vej gennem uddannelsessystemet. Men et kontorjob blev vendepunktet i hans liv, og hans studietid på EASV sendte ham på rette kurs mod at blive selvstændig iværksætter. I dag er han certificeret Google Ads specialist og driver virksomheden Marketer’s Monday i Århus.
Efter at være blevet smidt ud af både folkeskole og efterskole, blev Christian Sigersted mere eller mindre tvunget til at acceptere en læreplads som tømrer. Det var tydeligt for ham, at skole ikke var det rigtige for ham, så måske ville tømrerfaget være bedre.
“Men det var det bestemt ikke, og jeg var ked af det hver morgen, jeg stod op og tog på arbejde. Det havde intet at gøre med virksomheden. Det var bare ikke det, jeg skulle lave,” forklarer han.
Via Myanmar til EASV
I stedet fik han et kontorjob og blev sendt til Myanmar, i en alder af blot 22 år, for at hjælpe med at etablere den asiatiske filial af virksomheden. Kontorjobbet viste sig at være det helt rigtige for Christian Sigersted.
”Her havde jeg muligheden for at sidde alene og arbejde og samtidig arbejde med mennesker. Det viste sig at passe mig rigtig godt,” siger han.
Jobbet gav Christian Sigersted lyst til at lære mere, men han havde fået den klare opfattelse, at han simpelthen ikke var “god til at gå i skole”, som han udtrykker det. Senere viste det sig, at EASV skulle ændre denne opfattelse, og ikke mindst praktikforløbene hjalp ham med at finde retning for fremtiden.
Hvis du har en klar ambition om at starte din egen virksomhed, kan du tage en såkaldt iværksætterpraktik som en del af din uddannelse på EASV. På markedsføringsøkonom-uddannelsen tog jeg i iværksætterpraktik sammen en medstuderende, der forresten i dag arbejder for eBay. Vi startede faktisk tre virksomheder på tre måneder, hvoraf den ene var den virksomhed, som jeg driver i dag. Vi fik også en masse ideer og sparring, der viste sig at blive nyttig for mig senere hen.
Christian SigerstedCertificeret Google Ads specialist og grundlægger af Marketer’s Monday
Fra 30.000 til 400.000 på 3 måneder
Først valgte han dog at supplere sin markedsføringsøkonom-uddannelsen med professionsbacheloren i International Sales & Marketing, og under praktikperioden på den uddannelse blev det virkelig klart for Christian Sigersted, hvad han ville efter uddannelsen.
”Jeg fik praktikplads i en virksomhed, der solgte spil, og jeg min opgave var at hjælpe ejeren, som jeg kendte, med at få salget i gang. Mens jeg var der, øgede vi omsætningen fra ca. 30.000 kr. året før til ca. 400.000 kr. på 3 måneder,” siger han.
Da Christian Sigersted var ved at være færdig med sin uddannelse på EASV, foreslog en af underviserne, at han skulle søge en ledig stilling hos et stort skofirma. Da han tøvede, sagde underviseren, “det er fordi du skal starte din egen virksomhed.”
Resten er historie. I dag er han en certificeret Google Ads specialist og driver virksomheden Marketer’s Monday i Århus med kunder over hele Europa og USA og overvejer at ansætte sin første medarbejder.
Om uddannelsen
Uddannelsen International Sales & Marketing er en overbygningsuddannelse, der bygger ovenpå uddannelsen markedsføringsøkonom. Uddannelsen giver dig et grundlag for at forstå og drive international handel.
Efter uddannelsen kan du få job som fx key account manager, salgschef eller marketingchef
Læs mere om uddannelsen her.