Om os Nyheder
EASV forventer travlhed efter Esbjerg-erklæringen

EASV forventer travlhed efter Esbjerg-erklæringen

20.05.2022

Der var travlt på havnen i Esbjerg i onsdags, da fire europæiske regeringsledere og formanden for EU-kommissionen gæstede den vestjyske energihovedstad. Men det er intet imod den travlhed, EASV forventer i kølvandet på besøget. Akademiet står klar til at uddanne de mange medarbejdere, der skal gøre ”Esbjerg-erklæringen” til virkelighed.

Onsdag mødtes regeringslederne for Tyskland, Holland, Belgien og Danmark med EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen på havnen i Esbjerg for at underskrive en aftale om tusindvis af nye vindmøller i Nordsøen. Aftalen, der er blevet døbt ”Esbjerg-erklæringen”, ligger i naturlig forlængelse af et uddannelsessamarbejde mellem de fire lande om netop havvind, som blev indledt allerede i 2015 med blandt andre EASV som en central partner.

EASV er klar med international uddannelse

Dengang gik en række videregående uddannelsesinstitutioner, virksomheder og brancheorganisationer i de fire lande sammen om at udvikle en MBA-uddannelse, der nu kan vise sig at blive afgørende for, at Esbjerg-erklæringen kan blive til virkelighed. Offshore Wind Energy MBA er samtidig EASV’s første uddannelse på masterniveau. Da uddannelsen, der blandt andet er udviklet i samarbejde med industrigiganter som Vattenfall, Ørsted, Siemens Gamesa og Semco Maritime, blev lanceret sidste år, sagde EASV-rektor Henrik Larsen blandt andet:

Vores DNA som videregående uddannelsesinstitution er at være en del af virkeligheden, og virkeligheden er, at Esbjerg er ved at transformere sig fra oliehovedstad til et internationalt kraftcenter for vindenergi. På EASV vil vi medvirke til den transformation sammen med virksomhederne ved at skabe relevante uddannelser på højt niveau, og det er Offshore Wind Energy MBA et lysende eksempel på.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Uddannelse bliver central

Med onsdagens Esbjerg-erklæring forventer EASV, at interessen omkring både MBA-uddannelsen og akademiets øvrige offshore- og andre tekniske uddannelser vil stige markant.

Vi ved, at arbejdet med at realisere Esbjerg-erklæringen og rejse de mange nye havvindmøller kommer til at skabe tusindvis af nye arbejdspladser. Det sker vel at mærke i en tid, hvor de virksomheder, der skal bygge og rejse møllerne, råber desperat efter kvalificeret arbejdskraft. Det råb står vi klar til at besvare med uddannelser på et internationalt niveau.

Flemming Østergaard
Udviklingschef, EASV

6-dobling af verdens vindenergi

De fire Nordsølande, Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, som både står bag MBA-uddannelsen i havvind og den nye Esbjerg-erklæring, er enige om at opstille mindst 150 gigawatt havvind i deres respektive dele af Nordsøen inden 2050. Det svarer til 10.000 af de største vindmøller, der findes i dag og en produktion, der kan dække 230 millioner husstandes elforbrug. I dag findes der 25 gigawatt på verdensplan.