EASV skruer yderligere op for digitaliseringen. Med udgangspunkt i positive erfaringer fra coronatiden tilbyder akademiet nu kommende fuldtidsstuderende hele tre nye onlineuddannelser. Uddannelserne skal styrke EASV i kampen om studerende fra de stadigt mindre ungdomsårgange og øge tiltrækningen af arbejdskraft til de syddanske virksomheder.
Under coronaen gjorde EASV en dyd ud af nødvendigheden og flyttede undervisningen fra klasselokalerne over på computerskærmen. Det tog både studerende og undervisere på akademiets videregående uddannelser overraskende positivt imod, og interessen for de rene onlineuddannelser er steget, også selvom coronanedlukningerne er fortid.
Styrker både EASV og virksomhederne
Derfor lancerer EASV tre nye fuldtidsonlineuddannelser i 2023, nemlig finansbachelor, bygningskonstruktør og international handel & markedsføring, fortæller rektor, Henrik Larsen.
”Coronaen viste os, at der er et marked for videregående onlineuddannelser. Mange studerende sætter pris på den fleksibilitet, det giver, også i valget af studiested, og der er ingen tvivl om, at vi med hele syv onlineuddannelser til næste år kommer til at være attraktive for langt flere studerende fra et langt større geografisk område,” siger han.
Henrik Larsen tror på, at virksomhederne i Syddanmark, som EASV er sat i verden for at forsyne med kvalificeret arbejdskraft, også får fordel af akademiets online-offensiv. Også selvom de studerende ikke får samme fysiske tilknytning til EASV’s campusser i Esbjerg og Sønderborg.
”Selvom undervisningen foregår online, vil de studerende jo stadig få en tilknytning til EASV og dermed til vores del af Danmark. Vi kommer også til at tilbyde fysisk vejledning og sparring med underviserne og deltagelse i faglige og sociale arrangementer i både Esbjerg og Sønderborg. Dermed går vi heller ikke på kompromis med vores grundlæggende tilgang til undervisningen, nemlig at de studerende er tættere på virkeligheden og har en nær kontakt med både undervisere og medstuderende, fortæller rektoren.
Vil være førende både online og offline
Undervisningen i små hold og de studerendes nære tilknytning til akademiet og syddanske virksomheder er blandt de parametre, der 10 år i træk har sendt EASV til tops blandt alle landets erhvervsakademier målt på studietilfredshed. En anden afgørende faktor i studietilfredsheden, også under corona-nedlukningerne, har været undervisernes faglighed og dedikation. Det blev manifesteret tidligere på året, da lektor Jeppe Moritz Led blev kåret som Danmarks Bedste Underviser.
”Vi er meget opmærksomme på at holde fast i det, der gør EASV attraktiv for både studerende, undervisere og det lokale erhvervsliv, ikke mindst når vi nu styrker den digitale del af vores uddannelsestilbud. Vi skal være førende både online of offline,” fastslår Henrik Larsen.