Et forskningsprojekt på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg skal hjælpe byggebranchen til bæredygtige energibesparelser. Projektet, der blandt andet handler om at måle isoleringsevne og fugt i bygningsdele og -konstruktioner, er netop blevet kåret som det næstbedste blandt alle forskningsprojekter på landets erhvervsakademier.
Erhvervsakademi SydVest skal levere veluddannet arbejdskraft til virksomhederne i den sydlige del af Danmark. Men akademiet er også sat i verden for at levere viden. Undervisere og studerende samarbejder med erhvervslivet om forskning, der kan bruges i virkeligheden, og et af forskningsprojekterne kom ind på en flot 2. plads i konkurrence med projekter fra alle de øvrige erhvervsakademier i hele Danmark.
Resultater skal gavne byggeriet
I projektet “Energiteknisk bæredygtighedsoptimering” undersøger studerende blandt andet sammenhængen mellem isoleringsevne og fugt i forskellige bygningsdele, og resultaterne bliver løbende offentliggjort. Det kan både producenter af bygningsdele, arkitekter, rådgivende ingeniører og andre i byggebranchen nyde godt af.
“Hovedformålet er at spare energi i bygninger på en bæredygtig måde. Det handler både om materialer, konstruktioner og processer,” siger lektor Jens-Eduard Schønfeldt, der står bag byggeforskningsprojektet.
Sammen med studerende, der læser til bygningskonstruktør på akademiet, har han bygget testfaciliteter i kælderen under EASV og i en gammel pedelbolig. Her gennemfører de studerende forsøg med forskellige former for isolering og dampspærrer og ser på, hvordan forskellige materialer påvirker bygningskonstruktionen.
Vi tester, hvordan forskellige byggematerialer reagerer under forskellige omstændigheder. Målet er at skabe viden, som kan føre til energiteknisk og bæredygtig udvikling i byggebranchen og dermed også skabe både vækst og arbejdspladser
Jens-Eduard SchønfeldtLektor, Erhvervsakademi SydVest
Resultater skal skabe viden og vækst
Som underviser bidrager han med årtiers egne erfaringer som rådgiver i netop byggebranchen. Og Jens Eduard-Schønfeldt har da også trukket på sit gamle netværk for at få både testfaciliteterne og projektet op at stå.
“Vi har ganske enkelt henvendt os til producenter af både isolering, plademateriale, ventilationsanlæg og så videre, og de har bidraget med materialer kvit og frit. Nu begynder vi så at kunne give både dem og andre i byggebranchen noget tilbage i form af ny viden om eksempelvis fugt i bygningsdele og damptætte konstruktioner,” fortæller han.
Arbejder efter fælles standard
Virksomhederne har også mulighed for at komme med ønsker til, hvilke materialer og målinger, de gerne vil have gennemført i EASV’s testfaciliteter, og det er med til at drive projektet og de foreløbig 18 delprojekter.
Alle projekterne og deres resultater bliver løbende offentliggjort på erhvervsakademiernes fælles videnportal eaviden.dk.
“Desuden tager de studerende jo også viden fra projekterne med sig ud i virkeligheden, når de er færdiguddannede,” siger Jens-Eduard Schønfeldt og tilføjer, at alle forsøg og målinger læner sig op ad byggeriets certificeringsstandard, DGNB.
“DGNB er simpelthen den fælles standard, man måler alt fra bæredygtighed til brugervenlighed i byggeriet, og vores fokus på det er med til at gøre projekterne og resultaterne relevante i virkeligheden,” vurderer han.
Læs mere om projektet “Energiteknisk bæredygtighedsoptimering” her.