Om os Nyheder
EASV holder
Åbent Hus trods
corona-lukning

EASV holder
Åbent Hus trods
corona-lukning

15.05.2020

EASV inviterer til Info Aften om akademiets uddannelser, men bare rolig. EASV er ligesom alle andre videregående uddannelsesinstitutioner, lukket på grund af COVID-19-pandemien, så det er ikke dørene, men skærmene, der bliver slået op.

Ikke meget er, som det plejer at være i disse coronatider. Det gælder i den grad også på landets videregående uddannelser, hvor de studerende for længst er sendt hjem og endnu ikke har fået lov til at vende tilbage.

Virtuelle aften om virkelige uddannelser

Derfor kan EASV heller ikke afholde sine traditionelle Info Aftener, hvor interesserede kan komme og høre om akademiets uddannelser, på traditionel vis, og det ærgrer rektor Henrik Larsen.

Vi glæder os altid til at invitere potentielle nye studerende inden for og både vise dem akademiet og fortælle dem om vores mange muligheder og uddannelser. Det kan vi desværre ikke gøre, som vi plejer, denne gang, men så gør vi noget andet.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Så i stedet for dørene, slår akademiet skærmene op og inviterer til Info Aften online onsdag den 27. maj kl. 19.30.

“EASV er i forvejen stærke på det digitale område, og vi er også en del af SmartLearning, som er de otte erhvervsakademiers fælles platform for online-undervisning. Der tilbyder vi uddannelser og kurser online, og så kan vi selvfølgelig også afholde en Info Aften online,” siger Henrik Larsen og understreger, at denne Info Aften handler om akademiets traditionelle uddannelser.

Tilmelding giver adgang til aftenen

Interesserede kan se hele programmet for den virtuelle Info Aften her og tilmelde sig via et link på siden. Når man tilmelder sig, får man tilsendt et link, som man skal bruge til at deltage på selve Info Aftenen.

Aftenen består dels af oplæg fra både undervisere og studerende på erhvervsakademiets forskellige uddannelser, dels af muligheden for at stille spørgsmål til akademiets studievejledere via chatten både under og efter oplæggene. Der vil også være et oplæg fra studerende på begge EASV’s campusser i henholdsvis Esbjerg og Sønderborg omkring studielivet på akademiet.

EASV afholder endnu en virtuel Info Aften den 29. juni.