Om os Nyheder
EASV klar til flere studerende trods fremgang

EASV klar til flere studerende trods fremgang

28.07.2020

617 nye studerende får tirsdag besked om, at de er optaget på en af EASVs uddannelser i Esbjerg og Sønderborg. Rektor Henrik Larsen glæder sig over en fremgang på to procent og understreger samtidig, at der er plads til flere studerende på de fleste uddannelser.

Cirka 94.000 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, og tirsdag får langt de fleste besked om, at de er optaget. 617 af dem får tilbudt en plads på en af EASVs uddannelser i Esbjerg og Sønderborg, hvor især uddannelserne som finansøkonom, datamatiker og bygningskonstruktør er voldsomt populære.

Overordnet set optager vi to procent flere studerende end sidste år, og på finansøkonomuddannelsen kommer vi formentlig over 150 studerende, hvilket er en kæmpe rekord. Alt i alt tegner der sig et positivt billede, og vi glæder os til at komme i gang efter sommerferien.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Studerende kan stadig nå det

Men selvom der er fuldt booket på flere uddannelser, kan det godt betale sig at holde øje med akademiets hjemmeside, hvis man ikke har fået en plads i første omgang, understreger han.

“Vi ved af erfaring, at mellem 5 og 10 procent vælger at takke nej til den plads, de har fået. Dertil kommer, at vi har mulighed for at optage endnu flere studerende på de fleste af vores uddannelser. Så hvis man har fået afslag på en anden uddannelse eller bare ikke fik søgt på kvote 1 eller 2 i løbet af foråret og sommeren, er der stadig muligheder for en videregående uddannelse hos os,” siger Henrik Larsen.

Han forventer, at tallet på de 617 nye studerende bliver højere i løbet af august.
“Dels er der formentlig 10-15.000, som har fået afslag på en anden uddannelse og nu skal finde et fornuftigt alternativ. Dels er der nogle, som måske havde planlagt et sabbatår med udlandsrejser eller job, men må ændre planer på grund af corona. De har måske ikke fået søgt ind i første omgang,” siger han.

Allerede tirsdag er det muligt på easv.dk at få et overblik over, hvilke EASV-uddannelser der har ledige pladser. På hjemmesiden kan man også melde sig til et ekstra online informationsmøde om EASV’s uddannelser, der finder sted den 11. august fra kl. 16-17. Desuden sidder akademiets medarbejdere klar ved både mail og telefon til at modtage både spørgsmål og ansøgninger om optagelse.

Fremgang på de tekniske uddannelser

Det er ikke kun uddannelserne som finansøkonom og datamatiker, der er voldsomt populære på EASV. Også flere af de tekniske uddannelser, eksempelvis produktionsteknolog og driftsteknolog, får flere studerende til næste år. Til gengæld går byggeuddannelserne lidt tilbage, men det kan der ifølge Henrik Larsen være flere forklaringer på.

“Der er forrygende travlt i byggeriet, og mange af dem, der søger ind på vores uddannelser arbejder i forvejen som eksempelvis murere eller tømrere. De har svært ved at finde tid til at tage en uddannelse lige nu. Og så har vi de seneste år haft rigtig mange studerende på byggeuddannelserne, så en lille tilbagegang, som vi oplever nu, er ikke så underlig,” vurderer han.

Henrik Larsen vurderer, at akademiet vil kunne håndtere cirka 100 flere studerende end de 617, der er optaget i første omgang.

Så der er ingen grund til at fortvivle, hvis man endnu ikke ved, hvad man skal efter sommerferien. Vi er klar til at snakke om både ønsker og muligheder.

Henrik Larsen
Rektor, EASV

Se oversigten over de uddannelser som fortsat har ledige studiepladser på EASV i Esbjerg og Sønderborg her.