Om os Nyheder
EASV og Danmark er den bedste beslutning i mit liv

EASV og Danmark er den bedste beslutning i mit liv

01.02.2022

Gabrijela Vicar kan godt lide udfordringer og er ikke bange for at tage store skridt i livet. Hun flyttede til Danmark fra Kroatien og startede på uddannelsen Marketing Management på EASV i Esbjerg. På trods af udfordringer undervejs har hun netop afsluttet uddannelsen og starter om få dage på professionsbachelor i International Sales & Marketing, mens hun har fået studiejob i sin praktikvirksomhed.

Da Gabrijela Vicar kom til Danmark fra Kroatien i 2018, var det med hele to uddannelser som henholdsvis optiker og konditor i bagagen. Alligevel følte hun, at hun manglede noget på sit CV, så da hun hørte om Marketing Management-uddannelsen på EASV i Esbjerg, besluttede hun sig for at tage chancen og søge ind.

Og netop beslutningen om at flytte til Danmark og starte uddannelse på EASV kalder hun selv for ”den bedste beslutning i mit liv”.

”Selvom det ind imellem har været svært, og der har været udfordringer, vil jeg helt sikkert anbefale andre at læse Marketing Management på EASV i Esbjerg. Det er en spændende uddannelse, underviserne er virkelig dygtige og altid villige til at hjælpe, og efter kun to år har du mulighed for at få job i så mange forskellige virksomheder og brancher. Det er lige præcis derfor, jeg besluttede mig for at studere Marketing Management,” siger Gabrijela Vicar.

Det danske sprog blev en udfordring

På uddannelsens fjerde semester ligger et 10-ugers praktikforløb, hvor de studerende skal ud i en virksomhed og afprøve alt det, de har lært på uddannelsen. For Gabrijela Vicar viste det sig dog at blive en lidt større udfordring, end hun lige havde regnet med.

Jeg ville gerne ud i en marketingafdeling og sendte ansøgninger til mange forskellige virksomheder, men fik afslag gang på gang, fordi jeg ikke taler og skriver flydende dansk. De fleste danske virksomheder laver markedsføring på dansk og er derfor mest interesseret i studerende, som er flydende i dansk.

Gabrijela Vicar
Dimittend, Marketing Management, EASV Esbjerg

Efter fire måneder gav hendes søgning dog alligevel pote. Hun kontaktede Managing Director hos virksomheden Hytech Personnel Denmark og spurgte, om han gav en kop kaffe. Det sagde han ja til og efter en god samtale, havde Gabrijela Vicar sikret sig en praktikplads i marketingafdelingen hos rekrutteringsvirksomheden, som leverer vikar- og rekrutteringsydelser til både det danske og internationale erhvervsliv.

Praktikforløb førte til studiejob

Nu, fem måneder senere har Gabrijela Vicar afsluttet sit praktikforløb, som skulle vise sig at blive til meget mere.

”Under min praktik har jeg fået lov til at afprøve en masse af de teorier og modeller, som vi har lært på uddannelsen. Mit fokus i min praktikperiode har været på Hytech Personnel Denmarks tilstedeværelse online og på sociale medier, noget som interesserer mig meget, og som jeg gerne vil arbejde mere med i fremtiden,” fortæller hun.

Den største udfordring i mit praktikforløb har været det danske sprog. Jeg har gennemført danskundervisningen på sprogskole, men jeg er slet ikke vant til at tale og skrive dansk hver dag og i så mange timer. Heldigvis har jeg nogle fantastiske kolleger, der hjælper mig med både forståelsen og udtalen, og mit dansk bliver bedre og bedre.

Gabrijela Vicar
Dimittend, Marketing Management, EASV Esbjerg

Udover praktisk erfaring og et bedre dansk har praktikforløbet også betydet, at Gabrijela Vicar er blevet tilbudt et studiejob i marketingsafdelingen hos Hytech Personnel Denmark, mens hun læser videre på EASV. Hvis alt går efter planen, kan hun om halvandet år også skrive en professionsbachelor i International Sales & Marketing på CV’et, og herefter drømmer hun om et job som marketingchef, måske hos Hytech Personnel Denmark.