Emma Riber Lausen var så glad for at studere på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg, at hun ikke missede én eneste dag under hele uddannelsen til datamatiker. Nu er hun netop dimitteret og håber på et job hos Blue Water, hvor hun også var i praktik og skrev sin hovedopgave.
Emma Riber Lausen vil gerne være med, hvor udviklingen sker. Det var det, der fik hende til at søge ind på datamatiker-uddannelsen på EASV i Esbjerg, som hun netop har afsluttet.
Robotter gør mennesker mere værd
Uddannelsen og erfaringerne fra praktikken vil hun bruge til at udvikle data-robotter, som skal frigøre mennesker fra de kedelige it-opgaver og løfte dem højere op i værdikæden i virksomhederne.
“Data-robotter er dybest set software, der automatiserer nogle af de it-processer, som før var manuelle. Det vil sige, at de medarbejdere, der før brugte tiden på de opgaver, i stedet kan bruge deres tid på noget mere meningsfyldt og dermed skabe mere værdi for den virksomhed, de er i. Så klarer robotterne det trivielle arbejde imens,” forklarer Emma Riber Lausen.
Det var under praktikken hos Blue Water Shipping, hun blev klar over, at det er det, hun i første omgang vil bruge sin datamatikeruddannelse til.
Jeg valgte Blue Water, fordi de har en stor it-afdeling. Jeg vidste nemlig ikke præcis, hvad jeg gerne ville arbejde med, og der fik jeg mulighed for at prøve flere forskellige ting af. Jeg kom rundt i hele it-afdelingen og fik også egne opgaver og ansvar for møder. Og så arbejdede jeg både med test, drift, udarbejdelse af user stories og mock-ups for programmørerne og med RPA (Robot Process Automation).
Emma Riber LausenDimittend, Datamatiker-uddannelsen, Erhvervsakademi SydVest
Godt sammenhold og dygtige undervisere
Og det var netop RPA, altså data-robotterne, der fangede Emma Riber Lausens interesse så meget, at hun også skrev hovedopgave om emnet. I øvrigt også hos Blue Water Shipping.
Lige nu krydser Emma Riber Lausen fingre for, at det også ender med et job samme sted efter uddannelsen. Hun har været rigtig glad for studietiden på EASV.
“Jeg har haft det så godt på EASV, og jeg har ikke misset én eneste dag. Jeg kunne snakke med alle, og vi havde et virkelig godt sammenhold og nogle dygtige undervisere. Og så var det meget rart at være på en uddannelse med så få piger – så er der ikke så meget fnidder,” tilføjer hun.
Om uddannelsen
Datamatikeruddannelsen består af en række fag, der kombinerer softwareudvikling og programmering. En datamatiker har en bred viden inden for systemudvikling og systemkonstruktion og arbejder med udvikling, implementering og drift af it-systemer i virksomheder. Læs mere om uddannelsen her.