Om os Nyheder
Faglig nørd med stor indlevelsesevne

Faglig nørd med stor indlevelsesevne

23.10.2020

“Han gør en ekstraordinær indsats, udviser et kæmpe engagement og har fortjent den anerkendelse og det kæmpe skulderklap, som denne pris indebærer.” Sådan afslutter studerende Lisa Snor Sørensen sin indstilling af lektor Søren Hansen til Årets Underviserpris på EASV 2020.

Ifølge Lisa Snor Sørensen er der en lang række grunde til, at Søren Hansen fortjener titlen som Årets Underviser på EASV for sin undervisning på finansøkonomuddannelsen og dermed en nominering til den landsdækkende kåring af Årets Underviser, som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag.

Han er fagligt meget kompetent og overbevisende og udviser et stort engagement som underviser. Søren inspirerer mig til at udvikle mig fagligt, og jeg føler et stort ønske om, og en stor lyst til, at yde mit bedste.

Lisa Snor Sørensen
Studerende på finansøkonom-uddannelsen i Sønderborg

Inddrager erhvervslivet og de studerende

Lisa Snor Sørensen roser desuden Søren Hansen for altid at være “med på beatet”, både når det gælder teknologi og undervisningsmaterialer. Hun betegner ham som en “faglig nørd”, der også har en stor indlevelsesevne, tålmodighed og forståelse for de studerende.

Søren Hansen er også meget bevidst om de studerende forskellige niveauer og gør sig stor umage for at sikre, at alle er med. Det giver en klar følelse af, “at vi som studerende betyder noget for ham. Han tager kritik til sig, udvikler sin undervisning og tilgangsmåde og er meget aktiv omkring at tilpasse sin undervisning til de studerendes behov,” skriver Lisa Snor Sørensen.

Hun fremhæver også Søren Hansens evne til at inddrage erhvervslivet i sin undervisning:

“Hans opgaver og eksempler genspejler en praksisorienteret anvendelighed og hans erfaringer inden for faget/fagene samt erhvervs- og hverdagslivet. Det fremmer i særdeleshed forståelsen af nødvendigheden for os som kommende finansøkonomer for at lære det faglige.”

Hurtig og forståelig hjælp og en god evne til at inddrage de studerende aktivt i undervisningen er også blandt roserne til Søren Hansen.

Søren Hansen er én af de i alt fem undervisere, der er indstillet til Årets Underviserpris på EASV 2020. Vinderen bliver kåret af en jury bestående af EASV’s bestyrelsesformand, rektor, campuschef i Sønderborg, en underviser og en studerende.

Blå bog

Søren Hansen er 52 år og bor i Sønderborg med sin familie. Han er uddannet Cand.merc.int. ved Syddansk Universitet og har en baggrund fra reklamebranchen og fra Danfoss, hvor han arbejdede med markedsovervågning, markedsforskning og digital marketing. Fritiden bliver brugt på windsurfing og hjælp med datterens hest, som er lidt af et familieprojekt.

Om sig selv som underviser siger Søren Hansen blandt andet:

”Jeg synes, det er fedt, når de studerendes interesse kan vækkes, og de finder ud af, at de faktisk er gode til det, vi laver. Jeg kan godt lide at variere undervisningen. F.eks. eksperimenterer jeg med selvrettende opgaver, lader de studerende lave egne tools via apps og prøver at få indspark via gæster fra erhvervslivet.

Fakta om Årets Underviserpris

EASV har de seneste syv år i træk haft Danmarks mest tilfredse studerende blandt alle landets Erhvervsakademier. Det skyldes ikke mindst et utrolig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede undervisere. Dem vil vi gerne anerkende – og det vil vores studerende heldigvis også.

Derfor har vi de seneste år deltaget i Uddannelses- og Forskningsministeriets hædring af den mest inspirerende og engagerende underviser. Det sker ved, at de studerende på EASV har mulighed for at indstille deres kandidat til “Årets Underviserpris på EASV”.

Vinderen går videre til den nationale finale og kampen om titlen “Årets Underviser”, der udover hæderen udløser en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner går til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende erhvervsakademi. Fem undervisere er indstillet til “Årets Underviser på EASV 2020”. De er:

  • Lektor Søren Hansen, Sønderborg
  • Lektor Kristian Wittrup, Esbjerg
  • Lektor Anne Maj Nafar, Sønderborg
  • Lektor Mia Post-Lundgaard, Esbjerg
  • Campuschef og underviser Jesper Axelsen, Sønderborg