Om os Nyheder
Fra butik til byggekoordinator

Fra butik til byggekoordinator

11.06.2020

Efter 16 år i butik fik Vlora Berisha en arbejdsskade, der tvang hende til at gå nye veje. De veje førte til Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg, og nu er hun uddannet byggekoordinator og fastansat ved Sønderborg Køkkenindustri A/S.

Det kan være en udfordring i sig selv at blive studerende efter 16 år på arbejdsmarkedet. Når man oven i købet er alenemor til tre drenge, bliver udfordringen ikke mindre. Men ikke alene gennemførte Vlora Berisha uddannelsen på EASV i Sønderborg som byggekoordinator med holdets højeste gennemsnit. Hun fik job to dage efter, hun havde afleveret sin hovedopgave.

Valgte uddannelsen af ren interesse

“Jeg har altid været interesseret i byggeri og arkitektur, og da jeg fik en arbejdsskade som butiksansat, var det oplagt at kigge i den retning. Jeg gik simpelthen ind på akademiet i Sønderborg og bad om hjælp til at undersøge mulighederne,” fortæller Vlora Berisha.

Hun bor selv i Sønderborg og har også sin familie der, så det var helt oplagt at undersøge mulighederne i hjembyen. Det har hun ikke fortrudt.

“Det er gået rigtig godt på uddannelsen. Der var både studerende med håndværksmæssig og gymnasial baggrund på holdet, og vi har været gode til at udnytte hinandens erfaringer. Samtidig er studiemiljøet på EASV supergodt,” siger Vlora Berisha.

Uddannelsen kan bruges i mange forskellige virksomheder

Alligevel opleve hun, at hun kort tid efter at være begyndt på uddannelsen kom i tvivl, om det nu også var det rigtige for hende. Men der var hjælp at hente.

“Jeg tog simpelthen en snak med lederen af uddannelsen, og han fik overbevist mig om, at det gik rigtig godt, og at jeg skulle blive ved,” siger Vlora Berisha.

Selvom det var interessen for byggeri, der fik hende til at vælge byggekoordinator-uddannelsen, var hun ikke sikker på, at det nødvendigvis skulle føre til et job i selve byggebranchen. Det gjorde det heller ikke. I stedet har hun nu titel af byggekoordinator og projektrådgiver ved Sønderborg Køkkenindustri A/S, hvor hun også var i praktik og skrev sin hovedopgave på uddannelsen.

Og i en virksomhed med kun 13 ansatte, produktion til private og boligforeninger og eksport til bl.a. USA og Japan er der brug for alsidige medarbejdere. Den alsidighed har Vlora Berisha fået under uddannelsen.

Jeg tegner og designer projekter og arbejder også med tidsplanlægning, kommunikation, projektstyring og arbejdsmiljø. Uddannelsen har forberedt mig godt til det meste af det, fordi man netop arbejder med mange forskellige emner undervejs.

Vlora Berisha
Byggekoordinator og projektrådgiver ved Sønderborg Køkkenindustri A/S
og tidligere studerende på Byggekoordinator

Om uddannelsen

På byggekoordinator-uddannelsen specialiserer du dig inden for byggeri, bæredygtighed og business og bliver klædt på til at gøre byggeriet mere effektivt.

Uddannelsen tager to år, og derefter kan du få job i bygge- og anlægsbranchen, på tegnestuer, i offentlige virksomheder eller i entreprenørbranchen. Du vil kunne assistere projektlederen på store byggesager og selv fungere som projektleder på mindre byggesager og entrepriser.

Læs mere om uddannelsen her.