Björg Lilja Jónsdóttir fra Island kom til Danmark i august 2016 for at læse uddannelsen designteknolog. Efter tre semestre på skolebænken hos Erhvervsakademi Sydvest i Sønderborg er Björg kommet i praktik hos modevirksomheden Brands of Scandinavia i Kolding. Virksomheden er grundlagt i 2009 og allerede veletableret på modemarkedet. Björg arbejder med det største brand Freequent, som udvikler moderigtigt tøj til kvinder. De sælger online og gennem butikker i mange europæiske lande.
Udvikler print på tøj
Virksomheden udsender 6 kollektioner om året og Björg har haft mulighed for at følge tre kollektioner, lige fra designs til kommunikation med leverandører fra udlandet og til det solgte produkt. Hun har fået en rigtig god forståelse af de mange processer, der foregår i forbindelse med udvikling af en modekollektion. Når man spørger til hendes arbejdsopgaver siger Björg: – jeg har arbejdet rigtig meget med ”flat drawings”, som er produktionstegninger af kollektionen til leverandørerne. En del af disse er blevet godkendt til ”prints” (mønster på tøjet) og printet direkte på tøjkollektionen.
Uddannelsen har klædt én på
Gennem uddannelsen lærer man mange ting, som har været en vigtig forudsætning for at kunne fungere godt i praktikvirksomheden. Björg fortæller: – vi har lært en del om designprocesser, at udvikle moodboards, hele start-op fasen af en kollektion, mønsterudvikling og tegning.
Lært at arbejde hurtigt og effektivt
Björg har lært rigtig meget af sit praktikophold. Hun fortæller: – jeg har været meget fokuseret på at lære om de forskellige arbejdsprocesser og selv arbejde hurtigere. Det har været spændende at se teorien fra skolen anvendt i praksis. Det har været lærerigt at lære mere om, hvordan en modevirksomhed fungerer. Det har også været en spændende udfordring at skulle arbejde i teams med andre og styrke sine soft skills. Der er dog både en højere tempo på i en virksomhed og samtidig skal arbejdet gøres endnu mere nøjagtigt. Det kræver lige en del tilvænning i starten.
Tilbud om job
Spørger man Björg om hvad den største succesoplevelse har været svarer hun: – jeg blev kaldt ind på chefens kontor. Her blev jeg anerkendt for min store indsats og tilbudt en kompensation som en slags bonus. Derudover blev jeg tilbudt en deltidsstilling efter praktikken som Design Assistant. Björg har de seneste tre måneder både arbejdet i virksomheden og færdiggjort sin hovedopgave samtidigt.
Fremtiden – først mere uddannelse
Selv om Björg har været så heldig at få tilbudt et job hos praktikvirksomheden, ønsker hun først at læse videre i Sønderborg på PBA Design & Branding uddannelsen. Det er fordi hun ønsker at lære mere om selve forretningsdelen, om branding og om konceptudvikling. Praktikvirksomheden vil gerne tilbyde hende en plads igen næste gang, hun skal i praktik. Hun er også velkommen til at ringe, hvis hun mangler et job en dag. Så mon ikke Björg får drømmen om at blive designer opfyldt en dag.
Hvis du synes designteknologuddannelsen lyder spændende, så læs mere her. Deadline for ansøgning til designteknolog er 5. juli 2018.
Håber vi ses!