”Han har en høj grad af forståelse for de studerende, og hans kommunikation er fremragende.” Sådan lyder det fra en af de studerende, der har indstillet lektor Kim Thøisen til prisen som Årets Underviser på EASV 2021. En anden skriver i sin indstilling, at ”hver time med ham er et eksempel på, hvad det vil sige at være en god underviser.”
Til trods for at Kim Thøisen underviser i en lang række forskellige fag, får han stor ros for sin indgående viden om hvert af dem. Det skriver de studerende på EASV’s multimediedesign-uddannelse i Esbjerg, der har indstillet ham til prisen som Årets Underviser.
Den nyeste viden og omsorg for de studerende
Og det er ikke forældet viden, Kim Thøisen bringer videre til sine studerende, understreger de.
Kim er opdateret på alt nyt i branchen og indarbejder det behørigt og usædvanlig godt i sin undervisning.
Ólafur Árdal SigurõssonStuderende på multimediedesigner-uddannelsen
Den anden indstiller, Ines Piatkowska, er enig og fremhæver desuden Kim Thøisen engagement i de studerende:
”Kim er altid meget hjælpsom og giver gode råd, både i forbindelse med undervisningen og vores projekter,” skriver hun, og Ólafur Árdal Sigurõsson uddyber:
”Han har en høj grad af forståelse for os studerende. Han udviser både omsorg, beslutsomhed og ekspertise, og han kræver det samme af os, men uden at han egentlig behøver at sige det direkte.”
Underholdende og passioneret
Kim Thøisen underviser som nævnt i en bred vifte af fag og fagligt indhold på multimedie-uddannelsen. Det gælder bl.a. grafik, indholdsproduktion, markedsføring, programmering og 3D-modellering og på tværs af andre uddannelser også i videoproduktion til online markedsføring.
Og han formår at gøre undervisningen både interessant og motiverende skriver de studerende, der har indstillet ham til Årets Underviser.
”Fordi han er en så dygtig underviser føler vi som studerende, at vi bliver nødt til at give os 100 procent i hver af hans timer,” skriver Ólafur Árdal Sigurõsson.
Hans undervisning er også underholdende, og han er meget passioneret. Det er fedt at have en underviser, hvor man virkelig kan se og mærke den passion.
Ines PiatkowskaStuderende på multimediedesigner-uddannelsen
Kim Thøisen er 1 af i alt 11 undervisere, der er indstillet til Årets Underviserpris på EASV 2021. Vinderen bliver kåret af en jury bestående af EASV’s rektor, uddannelsesdirektør, campuschef i Sønderborg, en underviser og en studerende. Kåringen finder sted den 2. februar 2022.
Blå bog
Kim Thøisen er 36 år og bor med sin familie i Jernved ved Grestedbro. Han brænder for grej og ny teknologi, så fritiden og jobbet som underviser på multimediedesign-uddannelsen hænger i høj grad sammen. Udover familien bruger han blandt andet fritiden på fotografi, video og teknologi og er efter eget udsagn ”et stort legebarn”. Kim Thøisen er i øvrigt selv uddannet på EASV, hvor han udover den uddannelse, han nu underviser på, har taget en bachelor i webudvikling.
Om sig selv som underviser siger Kim Thøisen:
”Jeg elsker at kunne begejstre andre for det, jeg selv er begejstret for; at se lyset i deres øjne, når jeg præsenterer dem for noget, jeg selv går op i. Det er fedt at arbejde med ny og moderne teknologi og at viderebringe det til de studerende.”
Fakta om Årets Underviserpris
EASV har de seneste mange år haft Danmarks mest tilfredse studerende blandt alle landets erhvervsakademier. Det skyldes ikke mindst et utrolig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede undervisere. Dem vil vi gerne anerkende – og det vil vores studerende heldigvis også.
Derfor har vi de seneste år deltaget i Uddannelses- og Forskningsministeriets hædring af den mest inspirerende og engagerende underviser. Det sker ved, at de studerende på EASV har mulighed for at indstille deres kandidat til “Årets Underviserpris på EASV”.
Vinderen går videre til den nationale finale og kampen om titlen “Årets Underviser”, der udover hæderen udløser en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner går til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende erhvervsakademi. 11 undervisere er indstillet til “Årets Underviser på EASV 2021”. De er:
- Lektor Kim Thøisen, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Esbjerg
- Adjunkt Andreas Ladefoged, der underviser på bygningskonstruktør-uddannelsen i Esbjerg
- Lektor Jeppe Moritz Led, der underviser på datamatiker-uddannelsen i Esbjerg
- Adjunkt Søren Herter, der underviser på trainee-uddannelsen i shipping i Esbjerg
- Lektor Bent Pedersen, der underviser på Software Development i Esbjerg
- Lektor Jarne W. Beutnagel og lektor Malene Patsche, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Sønderborg
- Adjunkt Per Jørgensen, der underviser på el-installation på deltid i Esbjerg
- Lektor Sonnich Jensen, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
- Lektor Sia Carlsson, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
- Lektor Thea Maria Rasmussen, der underviser på driftsteknolog-uddannelsen i Esbjerg.