Om os Nyheder
Han giver sin passion videre til de studerende

Han giver sin passion videre til de studerende

06.01.2022

”Han har vist mig, hvad det vil sige at have en passion for computer science, og hvad der er nok så vigtigt: Han indgyder den passion i andre.” Sådan lyder det fra den ene af de to studerende, Jakub Piotr Czechowski, der har indstillet lektor Jeppe Moritz Led til Årets Underviserpris på EASV 2021. Den anden, Tawfik Azza, roser bl.a. Jeppe Moritz Led for: ”hans dedikation og vilje til at gå langt ud over det forventede for at sikre, at alle studerende får svar på deres spørgsmål.”

Der er store roser til lektor Jeppe Moritz Led fra de to studerende, der har indstillet ham til prisen som Årets Underviser på EASV 2021. De gennemgående temaer i indstillingerne er hans enorme viden om programmering og softwareudvikling og hans store engagement i både fagene og de studerende.

Viden, passion og ekstra indsats

”Udover viden og passion har Jeppe endnu en kvalitet som underviser. Det er hans tålmodighed, der går hånd i hånd med hans naturlige evne til at vejlede,” skriver Jakub Piotr Czechowski og fremhæver, at vejledningen også foregår uden for almindelig undervisnings- og arbejdstid.

”Det er ikke noget, han behøver, men det er fantastisk motiverende. Hvem vil ikke gerne selv være så dedikeret i fremtiden,” fortsætter han.

Hvis Jeppe får et spørgsmål, der ligger lidt uden for emnet i klassen, så undersøger og researcher han det og vender tilbage med et svar.

Tawfik Azza
Studerende på datamatiker-uddannelsen

”Jeg afleverer ofte en opgave før tiden, og så sørger Jeppe altid, og jeg mener altid, for at give mig en ’opgradering’ baseret på den opgave, så jeg kan dykke endnu længere ned i emnet,” siger Tawfik Azza.

En komplet underviser

Jeppe Moritz Led underviser både på akademiuddannelsen til datamatiker og på professionsbacheloren Software Development, og Jakub Piotr Czechowski beskriver ham blandt andet som en ”komplet underviser”.

Det er det første, der falder mig ind, når jeg tænker på Jeppe. Begrebet ’komplet’ bliver ofte brugt om sportsudøvere. Det beskriver en spiller, der er perfekt forberedt til sin rolle i kampen. Jeppe har en stor viden, kender undervisningsmetodikken og kan skabe gode relationer til os studerende. Han skaber et læringsmiljø, hvor det er i orden at fejle og lære af det. Det er en drøm for mig, og sikkert også for mange andre studerende, at have en underviser, der opmuntrer en til at bede om hjælp.

Jakub Piotr Czechowski
Studerende på datamatiker-uddannelsen

Også Tawfik Azza fremhæver Jeppe Morits Leds tilgang til de studerendes udvikling:

”Han giver os den nødvendige viden, vejledning og frihed til, at vi kan udvikle os udbygge vores færdigheder.”

Jeppe Moritz Led er 1 af i alt 11 undervisere, der er indstillet til Årets Underviserpris på EASV 2021. Vinderen bliver kåret af en jury bestående af EASV’s rektor, uddannelsesdirektør, campuschef i Sønderborg, en underviser og en studerende. Kåringen finder sted den 2. februar 2022.

Blå bog

Jeppe Moritz Led er 41 år og bor i Esbjerg. Han har tidligere arbejdet som systemudvikler ved Dansk Kabel TV, drevet selvstændig konsulentvirksomhed og undervist på Rybners Gymnasium. I fritiden er det primært familien, der kalder, men Jeppe har også et lille værksted derhjemme, hvor han bl.a. arbejder med 3D-print og både bygger og reparer diverse ting og sager.

Om sig selv som underviser siger Jeppe Moritz Led:

”Da jeg var yngre, var jeg sikker på, at jeg helst skulle have så lidt som muligt med mennesker at gøre. Jeg ville helst bare sidde i et bur i en kælder og programmere. Men det ændrede sig, og jo mere jeg underviser, jo mere holder jeg af det. At opleve de øjeblikke, hvor man gør en forskel for de studerende og faktisk flytter dem – det er det, der betyder mest for mig.”

Fakta om Årets Underviserpris

EASV har de seneste mange år haft Danmarks mest tilfredse studerende blandt alle landets erhvervsakademier. Det skyldes ikke mindst et utrolig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede undervisere. Dem vil vi gerne anerkende – og det vil vores studerende heldigvis også.

Derfor har vi de seneste år deltaget i Uddannelses- og Forskningsministeriets hædring af den mest inspirerende og engagerende underviser. Det sker ved, at de studerende på EASV har mulighed for at indstille deres kandidat til “Årets Underviserpris på EASV”.

Vinderen går videre til den nationale finale og kampen om titlen “Årets Underviser”, der udover hæderen udløser en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner går til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende erhvervsakademi. 11 undervisere er indstillet til “Årets Underviser på EASV 2021”. De er:

  • Lektor Jeppe Moritz Led, der underviser på datamatiker-uddannelsen i Esbjerg
  • Adjunkt Andreas Ladefoged, der underviser på bygningskonstruktør-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Kim Thøisen, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Esbjerg
  • Adjunkt Søren Herter, der underviser på trainee-uddannelsen i shipping i Esbjerg
  • Lektor Bent Pedersen, der underviser på Software Development i Esbjerg
  • Lektor Jarne W. Beutnagel og lektor Malene Patsche, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Sønderborg
  • Adjunkt Per Jørgensen, der underviser på el-installation på deltid i Esbjerg
  • Lektor Sonnich Jensen, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Sia Carlsson, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Thea Maria Rasmussen, der underviser på driftsteknolog-uddannelsen i Esbjerg