Om os Nyheder
Hans engagement og erfaring gør teorien praktisk

Hans engagement og erfaring gør teorien praktisk

07.01.2022

”Det første, jeg følte med Per, var, at her er en underviser for mig.” Sådan skriver Niklas Colding Gholmi blandt andet i sin indstilling af adjunkt Per Jørgensen til Årets Underviserpris på EASV 2021. Per Jørgensen underviser på EASV’s uddannelse til el-installatør i Esbjerg, men har også en lang række andre opgaver og en omfattende erfaring, der gør, at hans undervisning både er tættere på virkeligheden og på et meget højt fagligt niveau, fremhæver Niklas Colding Gholmi.

Per Jørgensens engagement i de studerende og i undervisningen på el-installatøruddannelsen på EASV har overrasket Niklas Colding Gholmi. Faktisk i så høj grad, at han har valgt at indstille Per Jørgensen til prisen som Årets Underviser på EASV.

Han er serviceminded og giver hurtige og præcise tilbagemeldinger på spørgsmål – også uden for den normale 37-timers arbejdsuge og også lørdag og søndag. Det er en langt højere service, end jeg havde forventet.

Niklas Colding Gholmi
Studerende på el-installation på deltid

Også undervisningen bærer præg af et højt serviceniveau, skriver Niklas Colding Gholmi:

”Han er engageret, og det betyder blandt andet, at han ikke kun underviser ud fra de udleverede lærerbøger, men også involverer kyndige og relevante personer og virksomhedsbesøg i sin undervisning.”

Imponerende karriere og erfaring

Per Jørgensen har en imponerende karriere inden for både industri, rederier og undervisning at trække på for at kunne gøre sin undervisning så aktuel og inspirerende som muligt. Han har tidligere været med til at udvikle uddannelser, blandt andet de første diplomuddannelser i jern- og maskinindustrien og i energi- og miljøledelse på DTU.

Han er også stadig Lead Auditor hos Bureau Veritas, hvor han er med til at teste el-installationer i industrien og offshore, bestyrelsesformand i et VVS-firma og medlem af Udvalg S-564, hvor Dansk Standard og Sikkerhedsstyrelsen arbejder sammen for at højne sikkerheden ved elektriske installationer. Og det er blot en brøkdel af hans omfangsrige CV.

Fra erfaring til praksis

Den omfattende erfaring gør dog ikke Per Jørgensen til en ”jeg-alene-vide”-underviser, understreger Niklas Colding Gholmi.

Han er omstillingsparat og ikke bange for at skifte undervisningsmetode og tilpasse sin undervisning til de studerende, hvis det kan give et bedre resultat.

Niklas Colding Gholmi
Studerende på el-installation på deltid

Endelig giver Per Jørgensens erfaring og måde at undervise på sig udslag i et meget højt fagligt niveau, mener Niklas Colding Gholmi.

”Hans undervisningsform giver mulighed for at opnå færdigheder inden for den nyeste viden. Det rykker mine selvstændige kompetencer og mine færdigheder op på et fagligt højere niveau og gør mig i stand til at overføre undervisning og teori til praksis.”

Per Jørgensen er 1 af de i alt 11 undervisere, der er indstillet til Årets Underviserpris på EASV 2021. Vinderen bliver kåret af en jury bestående af EASV’s rektor, uddannelseschef, campuschef i Sønderborg, en underviser og en studerende. Kåringen finder sted den 2. februar 2022.

Blå bog

Per Jørgensen er 62 år og bor i Esbjerg, hvor han også oprindeligt er fra. Udover undervisningen på el-installatøruddannelsen på EASV har en lang række andre hverv, blandt andet hos Bureau Veritas og som medlem af Udvalg S-564 under Dansk Standard. Han har desuden en omfattende erhvervs- og bestyrelseskarriere bag sig inden for både industri, rederier og undervisning.

Om sig selv som underviser siger Per Jørgensen:

Det tænder mig at bringe de studerende fra et niveau til et andet. At lære dem at studere, være nysgerrige og sætte sig ind i både de tekniske og de ledelsesmæssige aspekter af el-branchen, som spiller en central rolle i den grønne omstilling.

Fakta om Årets Underviserpris

EASV har de seneste mange år haft Danmarks mest tilfredse studerende blandt alle landets erhvervsakademier. Det skyldes ikke mindst et utrolig stærkt hold af fagligt dygtige og engagerede undervisere. Dem vil vi gerne anerkende – og det vil vores studerende heldigvis også.

Derfor har vi de seneste år deltaget i Uddannelses- og Forskningsministeriets hædring af den mest inspirerende og engagerende underviser. Det sker ved, at de studerende på EASV har mulighed for at indstille deres kandidat til “Årets Underviserpris på EASV”.

Vinderen går videre til den nationale finale og kampen om titlen “Årets Underviser”, der udover hæderen udløser en præmie på 500.000 kroner. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 kroner går til at udvikle det gode og engagerende undervisermiljø på det vindende erhvervsakademi. 11 undervisere er indstillet til “Årets Underviser på EASV 2021”. De er:

  • Adjunkt Per Jørgensen, der underviser på el-installation på deltid i Esbjerg
  • Adjunkt Andreas Ladefoged, der underviser på bygningskonstruktør-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Jeppe Moritz Led, der underviser på datamatiker-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Kim Thøisen, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Esbjerg
  • Adjunkt Søren Herter, der underviser på trainee-uddannelsen i shipping i Esbjerg
  • Lektor Bent Pedersen, der underviser på Software Development i Esbjerg
  • Lektor Jarne W. Beutnagel og lektor Malene Patsche, der underviser på multimediedesigner-uddannelsen i Sønderborg
  • Lektor Sonnich Jensen, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Sia Carlsson, der underviser på finansøkonom-uddannelsen i Esbjerg
  • Lektor Thea Maria Rasmussen, der underviser på driftsteknolog-uddannelsen i Esbjerg.