Martin Buch Andersen, der er onlinestuderende ved Erhvervsakademi SydVest, er med på det historiske danske OL-hold i bordtennis; for første gang nogensinde skal Danmark deltage i holdturneringen for herrer ved OL i Paris.
Foto: ETTU Official/Flickr
Martin Buch Andersen er i gang med sin uddannelse som bygningskonstruktør online hos Erhvervsakademi SydVest (EASV), hvilket giver ham mulighed for at konkurrere på højeste niveau i bordtennis.
”Jeg har altid bygget ting og har siden barndommen været fascineret af, hvordan bygninger konstrueres. Da jeg fandt ud af, at jeg kunne tage uddannelsen online gennem EASV, var både Team Danmark og jeg enige om, at det var en god løsning. Nu har jeg afsluttet 1. semester og er stadig meget tilfreds,” siger Martin.
Balancen mellem træning, konkurrencer og studier kræver en løbende indsats, understreger han, for selvom studiet foregår online, er det stadig et fuldtidsstudie.
”Når jeg er hjemme, studerer jeg om morgenen før morgentræningen og om aftenen efter aftentræningen og nogle gange imellem, hvis der er mere, der skal laves. Det er sværere at følge med, når jeg rejser til turneringer, men jeg har accepteret, at jeg ikke kan lave alt perfekt i de perioder. Jeg holder regelmæssig kontakt med undervisere eller vejledere for at fokusere på det vigtigste, og de tager hensyn til tidsforskelle, når jeg er i udlandet,” forklarer han.
Prøv det! Hvis ikke det er noget for dig, så har du i det mindste fået afklaring. At læse online giver frihed og fleksibilitet, så man får tid til andre ting. Man skal blot huske at være struktureret og prioritere de mest nødvendige opgaver. Hvis man ved, hvad der er vigtigt, kan man få det hele til at hænge sammen.
Martin Buch AndersenOnlinestuderende ved EASV på Bygningskonstruktør og bordtennisspiller
Martin får også støtte fra en studiemakker, der er fra Færøerne, som spiller fodbold på højt plan udover at studere online.
”Vi blev sat i studiegruppe sammen, fordi begge vores efternavne starter med ’A’, så det var helt tilfældigt. Og selvom vi aldrig har mødt hinanden personligt, har vi en god connection og hjælper hinanden. Det betyder meget at have nogen at sparre med, især når man er meget på farten,” siger Martin.
Til andre, der overvejer onlinestudier, har Martin et godt råd:
”Prøv det! Hvis ikke det er noget for dig, så har du i det mindste fået afklaring. At læse online giver frihed og fleksibilitet, så man får tid til andre ting. Man skal blot huske at være struktureret og prioritere de mest nødvendige opgaver. Hvis man ved, hvad der er vigtigt, kan man få det hele til at hænge sammen.”
EASV ønsker Martin Buch Andersen og resten af det danske OL-hold held og lykke i Paris, hvor de spiller 1/8-finale mandag den 5. august mod Sverige.
For mere information om OL og det danske OL-hold, besøg www.ol.dk og følg ‘Danmark til OL’ og ‘Bordtennis Danmark’ på Facebook og Instagram.
Se alle onlineuddannelser
KLIK HER