Om os Nyheder
Jeudan har givet Danmarks bedste praktikophold

Jeudan har givet Danmarks bedste praktikophold

23.05.2024

Danmarks bedste praktikmatch er netop kåret: Jeudan og Jonas Tuborg Krøyer fra KEA! På dagen blev der desuden uddelt en specialpris og en publikumspris.  

140 tilskuere deltog i dag hos Scandic CPH Strandpark i København, da det torsdag eftermiddag den 23. maj 2024 blev afgjort, hvilken virksomhed der har givet deres praktikant årets bedste praktikophold.

Forinden finaledagen havde 290 praktikanter fra landets otte erhvervsakademier indstillet deres praktiksteder til konkurrencen.

Praktikken er en hjørnesten på alle erhvervsakademiernes uddannelser, og virksomhederne spiller en vigtig rolle ved at give den studerende et godt og lærerigt praktikophold.

Netop det tætte samspil med erhvervslivet er ifølge uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) opskriften på succesfuld uddannelse. I en videohilsen understregede hun:

”Erhvervsakademierne har en nøgleopgave i vores uddannelsessystem og er hamrende dygtige til at uddanne dimittender, som går direkte ud efter deres eksamen og gør en forskel ude i virksomhederne.”

Vinderen

Med fokus på kriterier som personlig og faglig udvikling samt den sociale oplevelse kårede juryen Jeudan og Jonas Tuborg Krøyer fra KEA som vindere af Årets Erhvervsakademipraktik.

Juryens Specialpris, der gives til et praktikophold, der skiller sig ud, blev tildelt Spar Nord i Helsingør for deres samarbejde med Noah Nevado fra CPH Business. Publikumsprisen, valgt af prisfestens gæster, gik til OK Nygaard, som havde Emma Katballe fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik.

Juryen til Årets Erhvervsakademipraktik 2024 bestod af:

– Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund
– Mads Samsing, næstformand i HK Danmark
– Rasmus Stoklund, uddannelsesordfører for Socialdemokratiet
– Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA
– Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri

FAKTA

Finalisterne

  • IT-virksomheden Itm8 – indstillet af it-teknolog Nichlas Sprange fra Erhvervsakademi Dania i Randers
  • Ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan – indstillet af energiteknolog Jonas Tuborg Krøyer fra KEA – Københavns Erhvervsakademi
  • Anlægsgartnervirksomheden OKNygaard – indstillet af urban landskabsingeniør Emma Katballe fra Erhvervsakademi Aarhus
  • Service- og forsyningsselskabet Envafors – indstillet af laborant Esra Yeni fra Zealand – Sjællands Erhvervsakademi
  • Banken Spar Nord Helsingør – indstillet af finansbachelor Noah Nevado fra Cphbusiness i København
  • Fodboldklubben Esbjerg fB – indstillet af multimediedesigner Martin Hamann Nielsen fra Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg
  • Ejendomsmægler John Frandsen i Holstebro – indstillet af finansøkonom Karen-Marie Jensen Gramstrup fra Erhvervsakademi MidtVest i Herning
  • Reklamebureauet Superego i Horsens – indstillet af multimediedesigner Emil Bak Roed Mortensen fra IBA Erhvervsakademi Kolding

Om erhvervsakademierne

Danmarks otte erhvervsakademier ligger spredt rundt omkring i 26 byer i hele Danmark og tilbyder korte og mellemlange, videregående uddannelser på mellem to og fire år rettet mod beskæftigelse i det private erhvervsliv.

Praktik er indbygget i alle uddannelser.

Hvert år uddanner erhvervsakademierne mere end 10.000 studerende inden for primært det IT-faglige, det merkantile og det tekniske område, men også inden for design, service og iværksætteri.

En ud af tre studerende, der blev optaget på en erhvervsakademiuddannelse i 2023, startede på en uddannelse indenfor it/STEM-området.


De otte erhvervsakademier er:

 

  • Zealand – Erhvervsakademi Sjælland, campus i Roskilde, Holbæk, Næstved, Køge, Slagelse og Nykøbing F.
  • Erhvervsakademi Midtvest, campus i Herning og Holstebro
  • Erhvervsakademi Sydvest, campus i Esbjerg, Sønderborg og Tønder
  • Erhvervsakademi Aarhus
  • IBA Erhvervsakademi Kolding
  • Erhvervsakademi Dania, campus i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • Cphbusiness, campus i København, Lyngby, Hillerød og på Bornholm
  • KEA – Københavns Erhvervsakademi, campus i København og Hillerød