Hvilken virksomhed tilbyder den bedste praktik og løber med titlen som årets EASV-praktik? 500 studerende fra Erhvervsakademi Sydvest har haft mulighed for at indstille deres praktiksted til titlen, og nu er der kun fem nominerede tilbage. Vinderen bliver kåret mandag og går videre til landsfinalen i Operaen i København.
D.A.I. Arkitekter Ingeniører – Esbjerg, FANTINI of Denmark, MHI VESTAS Offshore Wind (MVOW), Semco Maritime og Varde kommune. De fem virksomheder er med i opløbet, når vinderen af årets EASV-praktik skal kåres mandag og sendes videre til landsfinalen i Operaen i København den 16. maj.
Tydelig udvikling med støtte og sparring
500 studerende har i efteråret og foråret været i praktik som en del af deres uddannelse på Erhvervsakademi Sydvest, og de er alle blevet inviteret til at indstille deres praktik til titlen som årets EASV-praktik.
Fælles for de fem nominerede virksomheder er, at de studerende har oplevet en tydelig udvikling under deres praktikforløb. De studerende er blevet udfordret både personligt og fagligt, og selvom de ind imellem har været på dybt vand, har de fået støtte og sparring til at løse opgaverne med succes.
Virksomheden bærer et enormt præg af, at det er en fælles opgave, at få hverdagen til at fungere, og selvom jeg ”bare” er praktikant så bliver jeg spurgt til råds – og mindst lige så vigtigt hørt. Det er nok én af de ting der gør det til en rigtig god virksomhed: De lytter til alle, og implementerer medarbejdernes idéer, både for at gøre produktet, arbejdet og vores fælles hverdag bedre.”
Martin Vaupell har indstillet MHI VESTAS Offshore WindStuderende på el-installatør
Jeg har i løbet af de 10 uger fundet ud af, at man ikke skal tøve med at tage kontakt til salgschefen, eller for så vidt nogen andre, fordi man tror, at de ikke har tid til at samarbejde med praktikanten. Alle i virksomheden har været ivrige efter at dele deres viden med mig. Det har været så fedt!
Rune Grumsen har indstillet SEMCO MaritimeStuderende på markedsføringsøkonom
Jeg har fået en bedre idé om, hvordan det er at arbejde i den "virkelige verden". Jeg har fået lov til at designe en kollektion helt selv, og mine chefer har været tilfredse med den. FANTINI har hjulpet mig til at udvikle mig på et personligt plan, og jeg synes, at jeg endelig har fået en klar idé om, hvad det er, jeg vil med min uddannelse og fremtid.
Eva-Maria Schober har indstillet FANTINI of DenmarkStuderende på Designteknolog
I løbet af min praktikperiode har jeg lært at være mere selvstændig og at håndtere flere projekter samtidig. Som studerende skulle jeg kun fokusere på ét projekt ad gangen, men D.A.I. Arkitekter Ingeniører forventede, at jeg kunne arbejde på flere projekter, og det kunne jeg faktisk! Det betyder at jeg føler mig meget mere klar til arbejdsmarkedet, når jeg er færdig med min uddannelse til januar.
Simion Popa har indstillet D.A.I. Arkitekter IngeniørerStuderende Bygningskonstruktør
Mit praktikophold hos Varde kommune har fra allerførste dag været præget af, at jeg var ønsket og ikke bare endnu en praktikant. Da jeg mødte første dag var der oprettet plads med pc og direkte telefonnummer, så jeg kunne gå i gang med det samme. Jeg blev kastet ud i opgaverne, som var jeg fastansat, og det har gjort at jeg fra første dag har følt mig som en del af flokken.
Vivi Christensen Eriksen har indstillet Varde KommuneStuderende Finansøkonom
- Finalen finder sted mandag den 24. april, hvor de fem studerende hver har fem minutter til at pitche deres praktiksted. Dommerpanelet består af:
Dan Alsted Nielsen, HR Business Partner, Danfoss
Karsten Rieder, Erhvervschef, EEU
Jesper Axelsen, campuschef, EASV Sønderborg
Henrik Larsen, rektor, EASV
Jesper Ottosen, praktikkonsulent, EASV - Vinderen går videre til en landsdækkende finale, hvor den studerende skal dyste mod otte studerende fra de øvrige danske erhvervsakademier. Finalen foregår i Operaen i København den 16. Maj.
- Erhvervsakademi SydVest er en videregående uddannelsesinstitution i Esbjerg og Sønderborg. Alle 17 uddannelser indeholder praktik som en obligatorisk del af uddannelsen.