Om os Nyheder
Line er fuldtids-professionel i København og studerende i Esbjerg

Line er fuldtids-professionel i København og studerende i Esbjerg

07.02.2022

Kan det lade sig gøre at have et fuldtidsjob i København og samtidig læse en videregående uddannelse i Esbjerg? For få år siden havde svaret været: Under ingen omstændigheder! Men i dag er det virkelighed for den professionelle badmintonspiller, Line Kjærsfeldt, der både passer sin professionelle badmintonkarriere i København, og resten af verden, og læser til markedsføringsøkonom på EASV.

To daglige træninger, højest én ugentlig fridag og masser af rejser til internationale turneringer. Sådan har hverdagen været i 10 år for Line Kjærsfeldt, der i 2012 flyttede fra Aarhus til København for at leve som professionel badmintonspiller. Og det har hun gjort lige siden.

Umuligt at studere ved siden af badminton-karrieren

I dag er hun 27 år og stadig fuldtids-professionel, men tankerne om livet, og noget at leve af, efter badmintonkarrieren er for alvor begyndt at melde sig under de seneste par års corona-nedlukninger. Men det kan være mere end almindelig svært at presse en videregående uddannelse ind i den stramt planlagte tilværelse som professionel badmintonspiller.

Det er umuligt for mig at møde op til undervisning på en skole, samtidig med at jeg passer min træning og deltager i turneringer i hele verden. Så jeg havde egentlig erkendt, at det ikke kunne lade sig gøre at studere ved siden af min karriere.

Line Kjærsfeldt
Professionelle badmintonspiller og studerende på EASV

Line fandt løsningen online

Men bevidstheden om, at den karriere slutter en dag, begyndte at fylde mere og mere, da Danmark, ligesom resten af verden, lukkede ned under coronapandemien, og almindelig træning og turneringer blev stort set umulige.

På hjemmesiden 4-player.dk, der er et selskab stiftet af Spillerforeningen for at hjælpe eliteidrætsudøvere videre efter sportskarrieren, fandt Line Kjærsfeldt EASV’s onlineuddannelse til markedsføringsøkonom.

”Min lillesøster læser faktisk til markedsføringsøkonom, så jeg havde hørt om uddannelse og syntes, den lød spændende. Og så fandt jeg ud af, at jeg kunne læse den online på EASV, endda på de to år som alle andre studerende også bruger på uddannelsen,” fortæller hun.

Planlægning og disciplin

Hun søgte ind, blev optaget og er nu i gang med 2. semester. Selvom undervisningen foregår foran skærmen, kræver det stadig masser af planlægning og disciplin, fortæller hun.

 

Men som elitesportsudøver er jeg vant til at planlægge min hverdag, og jeg er også vant til at bide tænderne sammen, hvis det hele bliver lidt presset. Og selvom vi har to daglige træninger og masser af rejser, er der også masser af restitution, ventetid og transport, som jeg kan udnytte til at læse. Så det fungerer rigtig fint, og jeg kan passe både karrieren og min uddannelse uden dårlig samvittighed.

Line Kjærsfeldt
Professionelle badmintonspiller og studerende på EASV

EASV tilbyder også andre uddannelser og efteruddannelser online.

Du kan læse mere om online-uddannelsen til markedsføringsøkonom her.