Niels Hviid Lund tog sin uddannelse som datamatiker på EASV i Esbjerg og vendte derefter tilbage til Odense for at læse professionsbacheloren i Software Development. Efter et semester i sin hjemby besluttede han sig dog for at tage tilbage til de velkendte omgivelser på EASV, hvor undervisningen er meget mere praktisk. Det passede ham bedre og nu i en alder af 24 år, er han færdiguddannet softwareudvikler og har fået fast job.
Ifølge Niels Hviid Lund er det værd at rejse langt for den rigtige uddannelse, derfor flyttede han fra Fyn og Odense til Esbjerg for at læse til datamatiker.
”Da jeg var færdig med gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville arbejde med softwareudvikling, men jeg vidste også, at jeg ikke ville egne mig til tør teori og lange forelæsninger. Universitet var derfor ikke lige mig, men det var datamatiker-uddannelsen på EASV,” siger han.
Niels Hviid Lund havde hørt masser af positive ting om EASV fra sin søster og flere af sine venner, så han besluttede sig for at tage sin datamatiker-uddannelse her.
Odense – Esbjerg, en returbillet, tak
Da han to år senere havde afsluttet sin datamatiker-uddannelse, ville han gerne tilbage til Fyn. Samtidig ville han også gerne have en professionsbachelor i Software Development. Han besluttede sig derfor for at søge ind på erhvervsakademiet i Odense, men efter bare et semester vendte han tilbage til EASV i Esbjerg.
Undervisningen på EASV er meget mere praktisk og passer bedre til mig. Her har du mulighed for praktisk at arbejde med tingene, og du lærer meget mere, som du kan bruge i det virkelige liv. Derudover kendte jeg allerede mange af underviserne og de studerende, og det resulterede i en meget mere afslappet uddannelsesproces, noget som var meget vigtigt for mig.
Niels Hviid LundSoftwareudvikler hos Bionic System Solutions og tidligere studerende på Software Development
Niels Hviid Lund besluttede at fortsætte med at bo i sit hjem i byen Gelsted på Fyn, mens han læste Software Development, så han måtte pendle i to timer hver dag.
At bruge sin viden i det virkelige liv er en fantastisk følelse
I dag er han tilbage på Fyn og arbejder som softwareudvikler hos firmaet Bionic System Solutions i Odense. Virksomheden udvikler blandt andet avancerede sensorer og software, der bruger lyde og vibrationer til at opdage og lokalisere fejl i maskiner og systemer.
“At komme ud og bruge viden i det virkelige liv er en god følelse. Jeg har taget den direkte vej gennem uddannelsessystemet, og jeg planlægger ikke at vende tilbage. Jeg arbejder med back-end layout og systemtests, som også er noget af det, jeg lærte på 2. semester af uddannelsen Software Development. Jeg laver også meget front-end arbejde, som vi arbejdede med på datamatiker-uddannelsen, så generelt har jeg følt mig rigtigt godt klædt på til at komme ud og få et rigtigt job efter uddannelsen,” konkluderer Niels Hviid Lund.
Om uddannelsen
Uddannelsen i softwareudvikling bygger videre på din uddannelse som datamatiker. Uddannelsen er ideel for dig, der gerne vil designe og konstruere store it-systemer. Du lærer at håndtere back-enden på store distribuerede it-systemer, baseret på store databaser.
Efter uddannelsen kan du få job som fx softwareudvikler, backend-udvikler eller systemintegrator.
Læs mere om uddannelsen her.