Nu får turist- og servicebranchen i Syd- og Sønderjylland en ordentlig indsprøjtning af nyuddannet, kvalificeret arbejdskraft. Det første hold serviceøkonomer nogensinde har tirsdag afsluttet deres toårige uddannelse på Erhvervsakademi Sydvest (EASV) i Esbjerg og efter sommerferien tilbyder EASV også uddannelsen i Sønderborg.
Det første hold nyuddannede serviceøkonomer fra EASV i Esbjerg er klar til at indtage blandt andet turistattraktioner, hoteller og restauranter i det syd- og sønderjyske. Flere af dem har allerede fået job, og virksomhederne roser både de studerende og uddannelsen.
Imponeret over niveauet
En af de lokale virksomheder, der har været involveret i den nye serviceøkonomuddannelse, er Hotel Britannia i Esbjerg. Direktør Allan Nielsen fortæller, at alle de studerende har besøgt Britannia for at få et indblik i den daglige drift, og hotellet har også haft fornøjelsen af at have en praktikant tilknyttet fra uddannelsen.
Jeg er vildt imponeret over niveauet og det internationale tilsnit, uddannelsen har. Det betyder noget, når der pludselig kommer én ind med en anden indgangsvinkel til det, vi går og laver til daglig, og som også kan søsætte og gennemføre sine egne projekter
Allan NielsenHoteldirektør; Hotel Britannia i Esbjerg
Friske øjne og nye idéer
Han vurderer, at de nyuddannede serviceøkonomer med deres kombination af teori og praksis kan være med til at udvikle hotelbranchen.
“De har virkelig noget med i bagagen og stiller konstruktive spørgsmålstegn ved de måder, vi plejer at gøre tingene på. Det er sundt. Vi har for eksempel fået et helt nyt syn på vores strategi for sociale medier, og alt i alt er det rigtig godt at samarbejde med både EASV og de studerende,” siger hoteldirektøren og tilføjer, at hotellet har meldt sig til at tage endnu en praktikant fra det næste hold på uddannelsen.
Én af de studerende, Benjamin Bjerrum, har haft fast job hos Ho Feriecenter under hele sin uddannelse, og her fortsætter han nu med sit eksamensbevis i hånden. I hvert fald indtil videre.
“Mine forældre har selv drevet virksomhed al den tid, jeg kan huske, og jeg tror også, jeg kommer til at forsøge mig med min egen restaurant på et tidspunkt,” fortæller han.
Praktik i Dubai
Benjamin Bjerrum føler sig godt rustet til livet som selvstændig i servicebranchen, blandt andet fordi serviceøkonomuddannelsen har givet ham indblik i alt fra markedsføring, kommunikation og HR til servicedesign, økonomi og ledelse. Ligesom hoteldirektør Allan Nielsen roser han samarbejdet mellem EASV og virksomhederne:
“Der har været mange spændende foredrag fra eksterne forelæsere, og mange inspirerende virksomhedsbesøg undervejs. Akademiet har været god til at finde relevante virksomheder, der kan bidrage til uddannelsen,” mener Benjamin Bjerrum.
Selv var han lidt uden for lokalområdet i sin praktik, nemlig på det fem-stjernede Hotel Sheraton Bahrain Hotel.
De nye serviceøkonomer er uddannet til at udvikle, planlægge og levere service, events og oplevelser i både danske og internationale virksomheder. Brancherne kan spænde vidt fra rejsebureauer, hoteller og restauranter til turistattraktioner og seværdigheder.
Fakta
- Serviceøkonomuddannelsen varer to år
- Serviceøkonomerne kan vælge mellem tre forskellige studieretninger:
- Turisme
- Eventmanagement
- Hotel og restaurantmanagement
- Der er ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00
— Cecilie har fået job som nyuddannet serviceøkonom