Butikkernes åbningstider er ikke særlig familievenlige. I hvert fald ikke for dem, der arbejder i butikkerne, og det gjorde Ole Petersen Juul. Men da der kom to børn til, besluttede han sig for, at der skulle ske noget nyt. Nu er han uddannet datamatiker og har fået nyt arbejde.
Interessen for computere og it har altid været der. Så da Ole Petersen Juul skulle vælge en mere familievenlig karriere, end den han havde som salgskonsulent i en butik, søgte han ind på datamatiker-uddannelsen på EASV i Sønderborg. Nu er han færdig og har fast arbejde hos virksomheden Guide2Know, der udvikler e-learningsmoduler, primært til velfærdsområdet.
Hårdt at komme tilbage på skolebænken og SU
“Det var lidt hårdere, end jeg havde regnet med. Der er mange opgaver og mange projekter, og man skal absolut ikke være skoletræt, når man søger ind på uddannelsen. Det kan godt være, man kun har 20-24 timers undervisning om ugen, men selve arbejdstiden kommer let op på 40 timer. Og så er det jo heller ikke sjovt at komme tilbage på SU efter 10 år med en fast løn,” siger Ole Petersen Juul.
Til trods for arbejdsbyrden og den beskedne SU, har han dog været rigtig glad for at studere på EASV.
“Det er et rigtig godt akademi. Underviserne er supergode på hver deres område, og de er altid gode til at hjælpe,” understreger han.
Virksomheder og praktik er med til at sætte retning
Ole Petersen Juul har også været rigtig glad for, at virksomhederne i området har været en del af studietiden på EASV.
Man får fyldt rigtig meget i værktøjskassen gennem undervisningen, men det er, når virksomhederne kommer og fortæller, hvad de laver, og når man kommer i praktik, at man for alvor finder ud af, hvad man vil bruge det til
Ole Petersen JuulDimittend, Datamatiker-uddannelsen, Erhvervsakademi SydVest, Sønderborg
Han var i praktik hos virksomheden Guide2Know, der er et datterselskab under forlaget Gyldendal. Guide2Know udvikler e-learningsmoduler om eksempelvis hygiejne og medicinering.
Allerede inden praktikken var afsluttet, fik Ole Petersen Juul tilbudt fast arbejde, når han var færdig med uddannelsen.
“Det er en rigtig spændende virksomhed og et spændende område. Og så passer det godt sammen med familielivet,” slutter han.
Om uddannelsen
Datamatikeruddannelsen består af en række fag, der kombinerer softwareudvikling og programmering. En datamatiker har en bred viden inden for systemudvikling og systemkonstruktion og arbejder med udvikling, implementering og drift af it-systemer i virksomheder. Læs mere om uddannelsen her.