Med fire nye online-uddannelser opruster EASV i kampen om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til virksomheder i Syddanmark. Uddannelserne skal få unge fra hele landet til at opdage de mange jobmuligheder i Esbjerg og Sønderborg.
Coronakrisen med nedlukninger, hjemmearbejde og online-undervisning har trukket tænder ud på både virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Men der er også tonet nye muligheder frem på skærmen, og en af de muligheder sætter EASV nu stærkt ind på at udnytte, fortæller rektor Henrik Larsen.
Vi tilbyder nu fire af vores videregående uddannelser som online-uddannelser. Der bliver færre unge i Syddanmark i de kommende år, og samtidig er erhvervslivets behov for kvalificeret arbejdskraft fortsat stigende. Vores fornemste opgave er at forsyne virksomhederne med veluddannet arbejdskraft, og derfor er vi nødt til at udvide vores rekrutteringsområde. Når undervisningen er online, kan man i princippet bo hvor som helst og studere på EASV.
Henrik LarsenRektor, EASV
Ansøgere fra øst og vest
Og noget tyder på, at der faktisk er muligheder for at tiltrække studerende, der ikke i første omgang kan eller ønsker at flytte til Esbjerg eller Sønderborg for at studere på EASV. Kristine Madsen bor i Køge og har søgt ind på online-uddannelsen som Markedsføringsøkonom.
Jeg har valgt at søge ind, da jeg er elitesportsudøver under Team Danmark og er rigtig meget i Italien. Derfor kan jeg ikke være fysisk til stede. Jeg kender i forvejen til online-uddannelser, da jeg også tog min HF via fjernundervisning. Udover det havde jeg et møde med en af underviserne på EASV, som formåede at gøre mig tryg ved uddannelsens struktur.
Kristine MadsenAnsøger til online-uddannelsen Markedsføringsøkonom
Håbet er at hun, og hendes online-medstuderende gennem undervisningen også får øjnene op for de mange attraktive job, der nærmest hænger på træerne i Syddanmark.
Vi har stærke traditioner for at involvere de lokale virksomheder i undervisningen. Det kommer også til at gælde på online-uddannelserne i form af cases og projekter, hvor de studerende beskæftiger sig med udfordringer fra den virkelige verden. Dermed bliver der skabt en kontakt mellem fremtidens kompetente medarbejdere og de virksomheder, der for manges vedkommende skriger på arbejdskraft.
Henrik LarsenRektor, EASV
Online kan også være tættere på
EASV har i forvejen omfattende erfaring med online-undervisning i sine efteruddannelsestilbud under Smart Academy. De erfaringer er blevet suppleret med masser af onlineundervisning under corona-pandemien.
“Corona har f.eks. lært os, at vores mantra om at være tættere på stadig, og måske endda især, gælder, når der er tale om virtuel undervisning. Det duer ikke at være 70 mennesker på en skærm, og derfor holder vi fast i klasser af 20-30 studerende ligesom på vores fysiske uddannelser,” siger Henrik Larsen og tilføjer, at der også vil være fysiske samlinger ikke mindst af hensyn til det sociale i klasserne.
De fire uddannelser, som studerende fra hele landet i første omgang kan tage hovedsageligt hjemme fra spisebordet er: Teknisk Manager Offshore, Softwareudvikling, Driftsteknolog Offshore og Markedsføringsøkonom. Udviklingen og markedsføringen af uddannelserne er støttet med 60.000 kr. af Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond, der har til formål at tiltrække unge med interesse i at søge arbejde i Esbjerg-området.