EASV har et godt internationalt netværk, og hvert semester er flere af vores studerende i udlandet for at studere. Her kan du læse en hilsen fra en af vores nuværende studerende, der fortæller om sine spændende oplevelser i Mexico.
Jeg hedder Simon og er i gang med 3. semester af min markedsføringsøkonom i Monterrey, Mexico. Indtil videre har jeg været her i to måneder – og jeg elsker det!
Monterrey er en by med cirka seks millioner indbyggere. Det er en kæmpestor by, hvor der er meget industrialisering. Rigdom mærker man også, når man er på universitetet Universidad de Monterrey (UDEM). UDEM ligger i San Pedro-området, som er det rigeste område i hele Sydamerika. Det er et privat universitet, så man skal enten have et godt scholarship eller pengepungen i orden. Derfor er det de velstillede, som man har sin dagligdag med.
At bo i Monterrey, Mexico
Jeg bor i et lejlighedskompleks, som hedder Privada Antigua. Det ligger ca. 1,2 km fra universitet, så det kan være varmt at gå, da temperaturen ligger over 25 og også gerne over 30 grader. Der bor mange andre studerende i lejlighedskomplekset, så der er BBQ og fester på tagterrassen. Jeg bor sammen med en tysker og en mexicaner, og vi har hvert vores værelse samt badeværelse. Lejligheden er ikke noget specielt, men jeg betaler også kun 1.800 kr. Dog har alle ikke været lige så heldige, da det er svært at finde bolig. Her vil jeg anbefale, at blive medlem af ’Roomies UDEM’ – en gruppe på Facebook.
Det er arbejderklassen, som bor omkring lejlighedskomplekset, så det er specielt at gå den ene kilometer til UDEM, da man går fra et fattigt kvarter til det modsatte. Ulighed og klasseopdeling er også en del af Mexico. Dette betyder dog ikke, at området er usikkert at færdes i. Folk er enormt søde og høflige. Det er et fåtal, som snakker engelsk uden for universitet, hvilket skaber nogle sjove situationer, når man ikke snakker spansk. Dog kommer man langt med et smil og Google Translate.
Det er noget billigere at leve her, hvor et måltid mad i kantinen f.eks. koster 30 kr. Jeg har aldrig lavet så lidt mad, som jeg gør lige nu, simpelthen fordi SU’en (alt efter hvor meget gas man giver den i weekenderne) dækker både kost og logi. Derudover har jeg modtaget et legat samt EASV’s eget stipendium.
Universitetet
Universitet har alt, som man har brug for – og mere til. Det er noget anderledes end i Danmark, da sundhedsfaglige, business, kreative og naturvidenskabelige fag alle er samlet der. Ydermere er der mange smukke grønne områder, hvor man kan slappe af. Jeg vil skyde på, at der er ni forskellige kantiner/restauranter – f.eks. Subway. Men det er kun et bud, da jeg ikke har set hele skolen. Der er også et hospital, hvor man gratis kan blive tilset af en læge samt fysioterapeut og to banker. Derudover er der forskellige 7-Elevens. Der er selvfølgelig også diverse sportsfaciliteter med gratis fitness.
Undervisningen
Undervisningen foregår i klasseværelser, hvor man er omkring 25-30 personer afhængig af faget. Niveauet er nogenlunde det samme, men det er en anderledes måde at studere på. I hvert fag skal man op til tre eksaminer, hvor man skal have min. 70% for at bestå faget. Undervisningen er hovedsageligt gennemgang af kapitler fra bøger, hvor et hold så præsenterer en case. I løbet af semesteret har jeg cirka tre fremlæggelser i hvert fag, som også tæller med i ens karakter. Der er mødepligt til fagene, og det forventes, at man deltager aktivt i undervisningen. Man vælger selv ens fag, så på den måde har man også indflydelse på, hvornår man har timer. Jeg har timer lige fra kl. 07 om morgenen til 22 om aftenen. Hvis man er en haj til spansk, kan man vælge endnu flere fag, men de har dog et stort udvalg på engelsk.
Hvorfor tage på udveksling?
Jeg har prøvet at komme på grunde til, hvorfor man ikke skulle tage på udveksling. Jeg kan kun komme på én, og det er, at man er væk fra familie og venner. Man skal tage afsted, da man får en på opleveren. At opleve og udforske en helt anden kultur får en til at sætte pris på ting, som man godt kan tage for givet i Danmark. Eksempelvis at vi har en infrastruktur, hvor vi har gode muligheder for at cykle. Det giver også hår på brystet og udvikling. Jeg kendte ikke en eneste, havde ikke en bolig og kunne ikke snakke spansk (det kan jeg stadigvæk ikke, jeg snakker for meget engelsk). Så der opstår udfordringer, men tingene løser sig. Ja, faktisk har de første to måneder, været nogle af de fedeste i mit liv.
Man er dog heller ikke alene. Der er en ’I-buddy’, som allerede kontaktede mig, inden jeg tog fra Danmark, der er liget ligesom en tutor, der kan svare på mange af ens spørgsmål. Disse I-buddies sørger også for en masse arrangementer, som går under navnet I-Link. De laver forskellige fester, hikes og kulturelle oplevelser. Der er arrangementer ugentligt, og det er en fed måde at møde nye mennesker på.
Naturen omkring Monterrey er fantastisk, og jeg vil anbefale at tage ud på nogle hikes og opleve det. Mit højdepunkt har uden tvivl været en weekendtur, hvor vi gennemførte en 14 kilometer lang water hike med 50 klippeudspring helt op til 18 meters højde. Der skal man dog kunne lide det ekstreme miljø.
Jeg vil også anbefale at hoppe på flyveren og se andre dele af Mexico. Indtil videre har jeg lavet weekendbesøg til Puerto Escondido og Sayulita. Det giver et andet indblik i kulturen og Mexico, og så er det skønt at komme væk fra storbyen.
Noget af det fedeste ved også at tage på udveksling er det internationale studiemiljø. Der er to opstartsdage, som går ud på at lære folk at kende. Der er over 200 udvekslingsstuderende fra mange forskellige lande, så man når ikke at snakke med alle. Men man mødes på kryds og tværs, og det er ikke unormalt at der til en BBQ-aften er 14 nationaliteter. Det gør, at man også lærer om andre kulturer og får dannet sig et internationalt netværk. Dog er her også andre danskere, som jeg også hænger ud med. Hvis man er til sport, er der forskellige fodbold- og baskethold, hvor niveauet ikke er så vigtigt. Her spiller jeg 6-mands fodbold, hvor vi udvekslingsstuderende har lavet et hold, som spiller mod mexicanske hold i en turnering.
Omfavn eventyret og tag afsted!