Sydjylland kan se frem til endnu stærkere tilbud om efteruddannelse af medarbejderne. UC SYD og EASV indgår et samarbejde om flere uddannelser til medarbejderne i områdets virksomheder.
For at bidrage til fortsat vækst vil områdets to store udbydere af efteruddannelse – UC SYD med campusser i Esbjerg, Kolding, Haderslev og Aabenraa og EASV i Esbjerg og Sønderborg – indlede et strategisk samarbejde om efter- og videreuddannelser, det vil sige de VVU, akademi-, diplom- og MBA-uddannelser, som de to institutioner udbyder.
Supplerer hinanden godt
Udbuddet af uddannelser på de to institutioner supplerer hinanden godt. EASV er stærke på uddannelser til erhvervslivet, og på UC SYD har vi ekspertise i uddannelser til den offentlige sektor. Med en fælles indsats kan vi løfte kvaliteten af efteruddannelse på flere områder i Sydjylland
Jens Juulsgaard LarsenVidereuddannelseschef på UC SYD
“Samarbejdsaftalen med UC SYD er ikke bare en vigtig milepæl for os på EASV og vores hovedby Esbjerg, men for hele det sydjyske område generelt. Fremover bliver det lettere for både den enkelte medarbejder og virksomhederne – private eller offentlige – at sikre sig de kompetencer, der bliver behov for i fremtiden. Simpelthen fordi vi i et samarbejde vil tilbyde flere uddannelsesmuligheder, end vi kunne hver for sig,” supplerer Henrik Larsen, rektor på EASV.
Endnu bedre uddannelser
EASV kan f.eks. bidrage med kompetencer til moduler af mere teknisk og merkantil karakter i Diplomuddannelse i ledelse, som UC SYD har udbudsretten til, og tilsvarende kan UC SYD levere ekspertise til Akademiuddannelsen i ledelse, hvor EASV har udbudsretten – f.eks. hvor det drejer sig om den offentlige sektor. Sammen vil vi skabe endnu bedre uddannelser og ramme endnu flere niveauer i erhvervsvirksomheder og i det offentlige.
Henrik LarsenRektor på EASV
I første omgang gælder samarbejdet lederuddannelser, men også andre uddannelser, som de to institutioner hver især har udbudsret på, kan blive inddraget – og også andre former for samarbejde kan komme på tale – projektansøgninger, udviklingsforløb og brug af hinandens lokaler.
“Samarbejdet og de konkrete initiativer i det understreger, hvad vi som uddannelsesinstitutioner er sat i verden for, nemlig at sikre aftagerne inden for det offentlige og private i vores del af Danmark den bedst mulige og mest kvalificerede arbejdskraft. Samarbejdet vil føre til vigtige synergieffekter, det er godt for vores virksomheder og det er godt for vores område,” understreger Jens Juulsgaard Larsen.
UC SYD har omkring 6.400 studerende på grunduddannelserne, heraf 950 internationale, 5.000 på videreuddannelserne og 700 medarbejdere fordelt på fire campusser.
EASV har hovedkontor i Esbjerg og en afdeling i Sønderborg. 1.500 studerer på fuldtidsuddannelserne og 2.500 på deltidsuddannelserne. EASV beskæftiger ca. 175 medarbejdere.